Univercity College Lillebælt
Udviklingsarbejde

Nye arbejdsformer, nye målgrupper, nye opgaver, ny viden, nye krav - vi kan støtte jeres praksisudvikling




Narrativ praksis

Historiefortælling er en kommunikationsform med stort pædagogisk potentiale.

Narrativ fortælling bliver stadig mere udbredt til at synliggøre menneskelige værdier. Gennem fortællinger kan mennesker komme til udtryk på en levende og nærværende måde. Fortællinger fænger og fanger - og inviterer indenfor i andres subjektive oplevelser af livet.

Narrativ praksis er en fællesbetegnelse for en række metoder, der er aktuelle i arbejdet med at udvikle mennesker og organisationer.

Fortællingens mangfoldighed

Fortælling og narrativ metode har mange udtryksformer. Vi finder det narrative perspektiv i eventyrets verden, i børnelivsfortællinger, livshistorier, storytelling - som både pædagogisk og psykologisk virkemiddel i praksis.

Fortællinger beretter elegant om kulturers mangfoldighed og udfolder sig bl.a. gennem drama, leg, musisk aktivitet og gennem fortælleværksteder.

Hvorfor arbejde med det narrative?

  • Vi husker fortællinger bedre end fakta
  • Vi har nemt ved at relatere os til personer i fortællinger
  • Fortællinger er med til at definere vores identitet og værdisætte godt og ondt
  • Det er lettere at forstå noget, der gøres konkret via en fortælling og dens personer, end at skulle forholde sig til abstrakte værdier
  • Livet er uoverskueligt og komplekst, men fortællingen samler livet i rammer, som er til at forstå

Praksisfortælling som metode til dokumentation og udvikling af praksis

Ved hjælp af praksisfortællinger kan man skabe rum for personlig udvikling og faglig refleksion - et nyt redskab til læring og udvikling for den enkelte og for organisationen.

I et systematisk arbejde med praksisfortællinger får man mulighed for sprogliggørelse og refleksion over oplevelser i praksis, som kan føre til ny forståelse, udvikling af nye metoder og ny praksis.

Praksisfortællinger tager udgangspunkt i og sætter fokus på hverdagslivet og på det levede liv. De åbner for muligheden for et relationelt fokus, hvor vi oplever andre perspektiver end vores eget. Vi kan bruge fortællingerne til problemløsning, som hypoteser og mulige måder at forstå og tackle problemer på, kombineret med et fokus på menneskers ressourcer, kompetencer og muligheder.

Praksisfortællinger kan bidrage til at anerkende, forstå og inddrage den andens perspektiv og på den baggrund skabe nye handlemuligheder.

Udviklingsarbejde hos jer?

Kontakt os gerne i Efter- og videreuddannelsen - Pædagogfaglig afdeling for flere informationer eller for en nærmere drøftelse af jeres udviklingsmuligheder, ideer, erfaringer og problemstillinger.

 

 

Ansvarlig for siden: Anne Mygind Brodersen, anmb@ucl.dk. Senest opdateret den 6. september 2010.
Efter- og videreuddannelsen   Asylgade 7-9   5000 Odense C   Tlf. 6318 4000   E-mail: evu@ucl.dk   CVR: 30859480