På job blandt misbrugere og sindslidende

Ergoterapeut Rebekka Huge fortæller om sit arbejde med misbrugere.

Skrevet af Kirsten Sørensen

Når jeg skaber glæde i en beboers hverdag, har jeg gjort mit arbejde som ergoterapeut godt. Sådan beskriver ergoterapeut Rebekka Huge sit arbejde i Teglgårdshuset - et botilbud til voksne mennesker med en sindslidelse og et misbrug.

I Teglgårdshuset accepteres misbruget, og der ydes den nødvendige omsorg, støtte og vejledning til at understøtte den enkelte beboers ønske for sit liv.

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor vi møder beboeren med respekt for de valg, den enkelte træffer for sit liv. Der fokuseres på de små fremskridt i hverdagen med mulighed for udvikling eller vedligehold af færdigheder. Relationsarbejdet vægtes højt og beboerne har mulighed for at få støtte til at opretholde relationer til familie og netværk, som ofte er tyndslidte grundet misbruget. Som ergoterapeut er min tilgang til mennesker at møde beboerne der, hvor de er. Beboerne er sindslidende og er præget af deres misbrug; de kan være hurtigkørende og indimellem virke truende og aggressive – og så virker det ikke med løftede pegefingre og formaninger. Her læner jeg mig op af de kommunikationsteknikker, som jeg lærte at bruge på ergoterapeutuddannelsen.

Det kunne for eksempel være i en situation, hvor en beboer skælder mig ud, og kalder mig en led kælling. Her vil jeg typisk verbalisere; jeg kan godt høre, at du er hamrende gal, og det har du ret til at være, men du skal stadig tale ordentlig til mig.

I andre situationer går jeg med modstanden, snakker beboeren efter munden, siger for eksempel når jeg ser det fra dit synspunkt, så kan jeg godt forstå, at du er oprevet, og så klinger vreden ofte af, og jeg kan snakke stille og roligt med beboeren om problemerne. Andre gange er situationen så tilspidset, at det er bedst at gå, simpelthen trække mig ud af situationen for så at komme tilbage til beboeren, når han er faldet til ro. Hvis situationen tillader det, beder jeg beboeren om at forlade område for så at vende tilbage, når han kan snakke stille og rolig igen.

Jeg bruger den anerkendende og nysgerrige tilgang. Nogle få opmuntrende ord kan betyde en verden til forskel – jeg forspilder aldrig en mulighed for at bringe noget positivt ind i beboernes liv. Jeg forsøger ikke at være forudindtaget, men have en åben og undersøgende tilgang. At lade mig berøre og være åben for en ny forståelse af et andet menneske er et vigtigt element i udøvelse af ergoterapi. Humor er også et vigtigt element, jeg griner rigtig meget sammen med beboerne og laver mange practical jokes.

Så er der princippet om nærhed og afstand. Jeg giver knus og sætter grænser i en skøn blanding – når en beboer er urolig, bange eller ked af det, så virker det godt med et knus eller et håndtryk som udtryk for, at jeg er her for dig, og jeg vil gerne dele din smerte med dig. Til gengæld skal der sættes en grænse, hvis sproget bliver for groft, eller jeg er vidne til, at de sælger deres medicin videre, men man skal kunne holde til at blive kaldt en so….

Min viden om forsvarsmekanismer hjælper mig. Jeg har et indgående kendskab om forsvarsmekanismer fra uddannelsen, hvilket betyder, at jeg ikke tager vredesudbruddene personligt – udbruddene går jo ikke på mig som person, men er mere et udtryk for beboerens indre kaos og manglende evne til at styre deres impulser i pressede situationer.

Beboerne har grundet deres misbrug en lav tolerance i pressede situationer, så der er ikke så langt fra tanke til handling. Flere af beboerne har en behandlingsdom, hvilket vidner om, at vreden og aggressionerne indimellem har ført til voldelige episoder. Jeg reflekterer hele tiden over; hvad sker der med mig, når han gør sådan og siger sådan til mig – så jeg bruger hele tiden min faglige viden og min personlighed som ergoterapeut.

Det nytter ikke noget at vi har en masse gode ideer om, hvordan folk skal leve deres liv, og hvad de skal ændre i deres liv, så de kan få det bedre. Det handler om respekt, jeg må forstå den enkelte beboers livshistorie, ønsker, behov, værdier og normer, som jeg skal kunne rumme og varetage, selvom jeg selv har helt andre værdier og normer.

Mit primære arbejde er at motivere beboerne til at tage ansvar for deres liv. Jeg starter ofte dagen med at spørge den enkelte beboer om, hvad vil kunne gøre denne her dag bedre for dig eller hvad kan gøre dig glad, og det er som regel et godt afsæt til at få tænkt nogle positive tanker om den gryende dag.

Som sindslidende og misbrugere er beboerne afhængige af professionel hjælp til at møde livets opgaver, hvilket kan opleves som tab af indflydelse på egen situation. Relationen er asymmetrisk - jo mere afhængig beboeren er af professionel hjælp, des større bliver den professionelles magt og indflydelse. En sådan magtasymmetri er et strukturelt træk i enhver relation mellem sindslidende og professionel, hvorfor støtten skal gives med fuld respekt for beboerens autonomi.

Ellers går dagen med støtte til helt almindelige hverdagsting i bedste ergoterapeutisk ånd. Støtte til praktiske ting som lægebesøg, gå i banken, rengøring og personlig hygiejne. Vi spiser måltiderne sammen. Ellers støtter jeg beboerne i at dyrke deres fritidsinteresser som for eksempel at komme af sted til fodboldkamp, koncert, biograf og fisketure med eller uden personale. Jeg løber for eksempel flere gange om ugen med en af beboerne.

Jeg udleverer dagligt medicin og metadon, og i den forbindelse er der en del opsøgende arbejde i forhold til dem, som ikke henter medicinen. Det kan indimellem være tidskrævende at tage snakken om eget ansvar for indtagelse af den ordinerede medicin, det kan handle om ligegyldighed eller modstand på den ordinerede medicin især for de beboere, som har en behandlingsdom – her handler det igen om at lytte og motivere til at tage medicinen og så vidt muligt at lægge ansvaret tilbage til den enkelte.

Som personale udtrykker vi også vores respekt for beboerne i vores indbyrdes snak om beboerne; vi omtaler altid beboerne respektfuldt. Jeg tror, at kulturen i institutionen, hvor beboerne omtales med respekt i personalets indbyrdes dialog, fremmer en god dialog med beboerne.