26-årige Louise Buhl Jensen er endnu ikke færdig med sin uddannelse som pædagog, men hun er allerede ansat på Vestcentret i Give, som er et dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning i Vejle Kommune.
- Vi havde en ledig stilling pr. 1. marts, fortæller afdelingsleder Hanne Christiansen. - Og da Louise søgte, var vi ikke i tvivl om, at det var hende, vi ville ansætte. Derfor fandt Vestcentret og Louise en løsning, så Louise siden 1. marts har arbejdet 2 dage om ugen, indtil hun til sommer er færdig som pædagog og klar til en fuldtidsstilling.
Louise Buhl Jensen er ikke ukendt med at arbejde med mennesker med et handicap. Allerede da hun var færdig i gymnasiet, fik hun job som vikar på Vestcentret.
- Det var simpelthen noget, som jeg bare skulle prøve af, fortæller Louise Buhl Jensen. Hun blev grebet af området, og begyndte derfor efter et par sabbatsår på Pædagogseminariet i Jelling.
Hun har fra begyndelsen af sit studium været klar over, at hun gerne ville arbejde på specialområdet, hvor man arbejder med børn eller voksne, der har et nedsat funktionsniveau.
- Jeg synes, at specialområdet giver mig mange flere ud fordringer, siger Louise Buhl Jensen. Du er hele tiden tvunget til at reflektere over, hvad du gør, siger hun - og det gør, at jeg lærer en masse, også om mig selv.
|
Brænder efter at bruge sin viden
Louise Buhl Jensen er ved at have sin rygsæk godt pakket med viden, som hun er klar til at omsætte i det praktiske arbejde. - Lige nu skriver jeg opgave om, hvordan vi som pædagoger kan give mennesker uden talesprog størst mulig selvbestemmelse ved at bruge forskellige alternative kommunikationsformer, fortæller Louise Buhl Jensen. Og netop alternative kommunikationsformer får Louise Buhl Jensen god brug for i sit arbejde på Vestcentret. Hun skal nemlig arbejde i en gruppe med syv borgere, som både har svære fysiske handicap, og flere af dem har ikke noget talesprog. |
|
|
Borgerne kommunikerer i stedet med forskellige systemer med billeder og sætninger fx Bliss, som er et internationalt system med grafiske symboler.
- For mig bliver det en spændende udfordring at skulle lære de nye måder at kommunikere på, fortæller Louise Buhl Jensen
I det hele taget er Louise fyldt med ideer, som hun glæder sig til at sætte i spil på sin nye arbejdsplads. Og afdelingsleder Hanne Christiansen bakker op:
- Jo mere nytænkning og jo mere Louise kan puffe til brugerne af stedet og os der arbejder her - jo bedre.
Louise Buhl Jensen bliver Vestcentrets yngste medarbejder med sine 26 år. Det giver hende en særlig rolle i forhold til de unge brugere af stedet.
- Det er klart, at nogle af de unge gerne vil snakke med mig, for vi har måske samme musik- eller tøjsmag, og vi kan lide at gå i byen, siger Louise Buhl Jensen. Så på den måde bliver jeg en slags rollemodel.
Og det har Louise ikke noget imod. Hun er derimod mere end klar til at give sig i kast med sit nye job, når sidste eksamen er overstået.
I øvrigt smitter pædagogisk interesse. Der er påfaldende mange studerende på Louises hold og som dimitterer til sommer, der målrettet går efter eller allerede er ansat indenfor handicapområdet.
Studerende Louise Buhl Jensen, telefon 2234 4498, mail louisebuhljensen@hotmail.com
Afdelingsleder Hanne Christiansen, Vestcentret, Give, telefon 7573 5066, mail hanen@vejle.dk
Vestcentret i Give er en del af Center for Beskyttet Beskæftigelse i Vejle Kommune. Center for Beskyttet Beskæftigelse er dagtilbud til mennesker med udviklingshæmning.
Vestcentret har 25 fuldstidspladser i beskyttet beskæftigelse og 48 fuldstidspladser i aktivitets- og samværstilbud.
Læs mere om Vestcentret og Center for Beskyttet Beskæftigelse på www.cfbb.vejle.dk.