Hvis du går efter en højteknologisk uddannelse, som gør dig til en af de mest efterspurgte personer i sundhedssektoren, er radiografuddannelsen det rigtige sted.
Der er et enormt behov for uddannede radiografer, der kan betjene de nyeste former for røntgenapparater og computerprogrammer. Du skal blandt andet kunne tage superskarpe billeder, beherske 3D teknologi og ikke mindst kommunikere tydeligt med patienter, som du har ansvaret for er trygge under undersøgelserne.
Radiografuddannelsen i Odense har noget af landets mest moderne udstyr. I vores læringscenter for billeddiagnostik arbejder vores studerende med et digitalt røntgenrum og et banebrydende RIS/PACS system. Det henter konstant aktuelle røntgenbilleder fra Region Nordjylland, så undervisere og studerende følger ægte patienter næsten i real-time - og ikke er henvist til eksempler fra en skolebog eller et støvet arkiv. Den form for undervisning er unik, og vores studerende har derfor en stærk faglig profil - allerede inden de kommer ud på arbejdsmarkedet.
Radiografuddannelsen udvikler sig i takt med teknologien, derfor kan du nu vælge mellem tre nye specialretninger: nuklearmedicin, røntgendiagnostik og stråleterapi. Vi har desuden samarbejdet med Syddansk Universitet om at skabe en masteruddannelse i billeddiagnostik. Selvom vi udvikler os konstant, plejer vi også det nære forhold mellem undervisere og studerende. Hos os er dørene altid åbne. Du behøver ikke røntgenblik for at se, hvad der foregår - men vi lærer dig at se det, som ligger under overfladen.
Se mere af skolen i dette videoklip