For at styrke fastholdelsen af de studernede, afholdte radiografuddannelsen fredag d. 4. juni en event-dag hvor faglige input og socialt samvær gik op i en højere enhed.
Radiografuddannelsen har udarbejdet nogle fastholdelsesstrategier for at fastholde de studerende på uddannelsen. Antallet af studerende som afbryder uddannelsen er stigende og derfor er denne dag indført som ét af flere arrangementer som har til hensigt at skabe et godt studiemiljø. Dagen er tænkt som en mulighed for at skabe nogle sociale relationer på tværs af klasserne samtidig med et fagligt input i forhold til uddannelsen.
Formiddagen blev tilbragt i auditoriet hvor beskrivende radiograf Janni Jensen OUH, fortalte om sit uddannelsesforløb og arbejdsområder som beskrivende radiograf. Dette nye spændende jobområde indenfor radiografien, viste de studernede at der er masser af udfordringer til dem når de kommer ud i praksisfeltet.
25 grader og skyfri himmel dannede rammen om eftermiddagens fodboldturnering, hvor studerende og undervisere dystede om ære og prestige. Grillpølser og fadøl var ligeledes vigtige elementer på en dag som til fulde levede op til forventningerne, dog lige med den undtagelse at underviserne ikke genvandt titlen som bedste fodboldhold.
På baggrund af den store tilslutning til arrangementet, blev det vedtaget at gøre fastholdelsesdagen til en fast årlig begivenhed.