Studiemiljøet på Skårup Seminarium er svært at beskrive - det skal opleves...
Kulturelle, fysiske og musikalske aktiviteter præger livet på Skårup Seminarium. Der er f.eks. fredagsbar, morgensang, koncerter, kajakture, teaterforestillinger, danseundervisning, foredrag og ikke mindst: fester.
Eget adventureteam
Skårup Seminarium har sit eget adventureteam, Skårup Seminariums Idrætsklub, som bl.a. arrangerer kajakture og en løbeklub for både nybegyndere og øvede. Aktiviteterne spænder lige fra klatrekursus i Ollerup til en tumblerdag for studerende og lærere med deres familier. Teamet har også planer om at arrangere foredrag eller kurser, hvor deltagerne kan lære mere om kost og motion.
Huset
De studerendes hus (i daglig tale bare " Huset") ligger i et hjørne af seminariets park. Huset fungerer i øjeblikket primært som fredagsbar, hvor et af seminariets bands somme tider spiller. Med jævne mellemrum afholdes også den populære husquiz. Stedet tjener som galleri, idet flere studerende med billedkunst som linjefag har valgt at udstille deres værker i huset. Huset råder også over diverse spil, lige fra billard, over backgammon til bilkort!
/skaarup_studiemiljoe.jpg)
Fester på Skårup Seminarium
De fire store fester er julefesten, majfesten, introfesten og dimissionsfesten. Derudover arrangerer festudvalget gerne andre fester på opfordring fra de studerende. Til de "store" fester er der som regel hyret både et live-band og en dj. Vi har nogle meget kompetente musikere på seminariet, så det er ofte "vores egne", der leverer musikken.
Gang i musikken og adgang til masse af faciliteter
På Skårup Seminarium er der er et blomstrende musikliv. Der er i øvrigt adgang til, at studerende kan benytte seminariets faciliteter herunder musik, it, idræt og værksteder fra kl. 7.00 morgen til kl. 22.00 om aftenen. I weekender dog kun fra 9.00 til 17.00.
Sport og uddannelse
Skårup Seminarium har en enestående smuk beliggenhed i den nordlige del af Svendborg kommune. Her er et aktivt bysamfund og spændende omegnskommuner med levende traditioner for et rigt sports- og kulturliv. Skårup Seminarium samarbejder med bl.a. Idrætsskolerne i Oure, og Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Mange idrætsgrene kan dyrkes på højt niveau i området. Sydfyn danner således et unikt miljø for unge, der ønsker at kombinere sport og uddannelse.