Uddannelsesens 7 semestre veksler mellem teoretisk undervisning og praktik
Der undervises i forskellige teorier og metoder inden for socialrådgiverfaget. Underviserne relaterer undervejs til praksis, og du kommer til at arbejde med aktuelle cases i mindre studiegrupper for at anvende pensum til løsning af forskellige problemstillinger inden for socialt arbejde.
I løbet af uddannelsen får du mulighed for at gå i dybden med forskellige temaer og forløb, hvor der fx sættes fokus på vilkår for børn/unge og handicappede, forholdene på arbejdsmarkedsområdet og mødet mellem kulturer.
I enkelte semestre vil der være indlagt tværfaglige moduler, hvor du i samarbejde med studerende fra andre uddannelser, såsom lærer- eller pædagogstuderende, arbejder med relevante cases.
Praksisstudiet på 8 uger er placeret i 2. semester, og du vil i en gruppe blive tilknyttet en kommunal forvaltning. Her vil du få kendskab til forvaltning som politisk og økonomisk ramme for socialt arbejde. Praksisstudiet vægter observation af, refleksion over og forståelse af praktisk socialt arbejde.
Uddannelsespraktikken på 4. semester er på 4 måneder og skal være på en godkendt praktikplads. I uddannelsespraktikken indgår du i praktikstedets arbejde under vejledning af en praktikvejleder på stedet. Praktikperioden skal bedømmes. Uddannelsespraktikken kan foregå i udlandet.
Undervisningens læringsmål for de 4 fagområder: Socialt arbejde, det psykologiske og psykiatrisk fagområde, det juridiske fagområde og det samfundsvidenskabelige fagområde eksamineres i henholdsvis 5. og 6. semester med ekstern censur.
Dit afsluttende bachelorprojekt ligger i 7. semester, hvor du fordyber dig i en selvvalgt, afgrænset problemstilling, der skal knyttes til socialrådgiverfaget. Bachelorprojektet bedømmes ved en mundtlig eksamination, og der gives en samlet karakter for den skriftlige opgave og præsentationen ved eksamen.
Efter bestået bacheloreksamen kan du kalde dig "Professionsbachelor som Socialrådgiver". Titlen på engelsk er "Bachelor of Social Work".