At hjælpe mennesker med problemer kræver overblik, systematik, planlægning og handling.
På uddannelsen kommer du til at arbejde med både faglige og personlige kompetencer, og du vil stifte bekendtskab med mange forskellige undervisningsformer. Uddannelsen kræver derfor, at du både kan arbejde selvstændigt og kan samarbejde med andre.
I hele uddannelsesforløbet kommer du til at arbejde med socialt arbejde på individ-, gruppe-, organisations- og samfundsniveau. l uddannelsen bliver der lagt vægt på projektarbejdsformen. Projektarbejdet tager udgangspunkt i socialrådgivning og socialt arbejde, som kan indebære feltarbejde med kontakt til forskellige brugergrupper. Det er muligt at gennemføre et projektarbejde i udlandet.
Udover projektperioderne skal du deltage i kursus- og anden undervisning. I den forbindelse skal du på egen hånd og/eller i læsegrupper læse diverse litteratur, kompendier, artikler m.m. Semestrene afsluttes med en eksamen, hvor der vil foreligge et givet pensum.
l uddannelsen er der to ulønnede praktikperioder. Et praksisstudie af 2 måneder, hvor du i en gruppe bliver tilknyttet en kommunal forvaltning og får mulighed for at studere praksis. I forlængelse af praksisstudiet udarbejdes en opgave, som bedømmes internt Herudover kommer du i en 4 måneders uddannelsespraktik inden for det sociale område. l uddannelsespraktikken kommer du til at arbejde med at kombinere teoretisk viden til praktisk socialt arbejde. Du kan eventuelt tage uddannelsespraktikken i udlandet. Uddannelsespraktikken skal bedømmes godkendt, før det er muligt at fortsætte på studiet.
Du lærer at forstå og handle i forhold til samfundsmæssige og juridiske problemstillinger. Det stiller krav til viden om socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, organisation, økonomi, lovgivning og juridisk metode. Socialrådgivere skal kunne tale med mennesker, så de føler sig hørt og respekteret, derfor er der løbende træning i samtale teknik, aktiv lytning og kommunikationsteori.