University College Lillebælt
Sygeplejerske

Uddannelsen til dig, der ikke blæser omkuld.



Læs højt Forstør tekst Udskriv Share/Save/Bookmark

Sygeplejerskeuddannelsen

Som sygeplejerske får du en væsentlig rolle i det danske velfærdssamfund.

Uddannelsen giver ret til autorisation og til at arbejde som sygeplejerske i Danmark og i mange andre lande. Du kan også vælge at læse videre på master-og kandidatniveau. 

Som sygeplejerske kommer du tæt på mennesker, som er i en vanskelig situation. Du lærer derfor at kunne indleve dig i patientens livssituation og samtidig være parat til at træffe en selvstændig beslutning og handle akut.

Uddannelsen varer 3½ år og indeholder både teori og praktik (klinisk undervisning). Det giver dig både teoretisk og praktisk indsigt i sygeplejefaget, så du kan skabe samspil mellem sygeplejerskens praktiske færdigheder og menneskelige forståelse. Gennem hele studiet er der fokus både på sygeplejevidenskab og på det at være patient og bruger af sundhedsvæsenet.

Gennem uddannelsen opnår du viden, færdigheder og kompetencer til at kunne

  • Udføre, formidle og lede sygepleje
  • Fremme og bevare sundhed, forebygge og behandle sygdomme og lidelser, understøtte rehabilitering samt lindre, hvor helbredelse ikke er mulig
  • Vurdere, begrunde og udvikle sin sygepleje
  • Samarbejde med mennesker, der både ligner og er forskellig fra en selv
  • Forny sygeplejen ved at anvende forskning eller deltage i udviklingsarbejde
  • Fortsætte på videreuddannelse

I uddannelsen indgår viden om sygeplejens værdier, teorier, metoder og vilkår. Nationale og internationale forskningsresultater anvendes i studierne sammen med viden, der er skabt gennem erfaring og udviklingsarbejde.

Uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt (afgangsspeciale), hvor du går i dybden med en selvvalgt sygeplejefaglig problemstilling.

Tre steder at vælge imellem 

Sygeplejerskeuddannelsen ved University College Lillebælt håber at se dig som studerende i enten Odense, Svendborg eller Vejle. Hvert sted har sit eget særpræg som uddannelsesssted, men vi underviser efter en fælles studieordning.  

Ansvarlig for siden: Karsten Petersen, kape@ucl.dk. Senest opdateret den 10. november 2011.
University College Lillebælt   Soldalen 8   7100 Vejle   Tlf. 6318 3000   E-mail: ucl@ucl.dk   CVR: 30859480   Om dette websted