University College Lillebælt
Sygeplejerske

Uddannelsen til dig, der ikke blæser omkuld.




Studieform

På sygeplejerskeuddannelsen vil du opleve, at du udvikler dig selv og får mere viden samt nye færdigheder.

Studiet stiller krav til, at du kan motivere dig selv, kan indgå i forpligtende samarbejde med andre og sætte din egen holdning og læring under lup. 

Undervisningen er udformet, så du undervejs udvikler selvstændighed, samarbejdsevne, evne til refleksion og faglig fornyelse.

At studere selvstændigt vil blandt andet sige selv at tilrettelægge sin personlige studieplan og at kunne strukturere sin tid og motivere sig selv.

Der er en del gruppearbejde i uddannelsen - både som læsegrupper og i forbindelse med opgaver. Her udvikler du din samarbejdsevne, argumentation, fagsprog, kreativitet og innovation.

Refleksion er et nøgleord i uddannelsen. Ved aktivt at udforske sin viden, sine færdigheder og kompetencer udvikles samtidig holdninger og relationer. Vi tager derfor ofte udgangspunkt i cases hentet fra den kliniske praksis. Disse bearbejdes via problembaseret læring (PBL).

Den faglige fornyelse sker gennem studierne af faglitteratur og i samspil med andre - for eksempel studerende, undervisere, sundhedsprofessionelle og med modtagerne af sygepleje.

I studiet vil du møde og indgå i forskellige undervisnings- og arbejdsformer: øvelser, forelæsninger, dialogundervisning i mindre grupper, færdighedslaboratorier, projekter, praktisk udførelse af sygepleje hos borgere i eget hjem eller til patienter på sygehus, diskussioner online, selvstudier, skriftlige og mundtlige opgaver.

Især i begyndelsen af studiet vil studievejlederne og de faglige vejledere hjælpe med afklaring af din særlige læringsstil og specielle ønsker. Derved kan du bedre vælge mellem de forskellige studietilbud og opnå størst udbytte af din arbejdsindsats.

Ansvarlig for siden: Karsten Petersen, kape@ucl.dk. Senest opdateret den 17. oktober 2011 af Trine Borstrøm.
University College Lillebælt   Soldalen 8   7100 Vejle   Tlf. 6318 3000   E-mail: ucl@ucl.dk   CVR: 30859480   Om dette websted