I fremtiden kan studerende på sygeplejerskeuddannelsen hos UCL gennemføre dele af deres uddannelse i Finland, Sverige eller Norge.
Undervisningsministeriet har netop bevilliget sygeplejerskeuddannelsen hos UCL 233.000 kr. til et engelsksproget uddannelsesforløb sammen med tre nordiske partnere. For de studerende betyder det, at de i fremtiden kan erstatte en del af deres uddannelse med et tilsvarende fastlagt uddannelsesforløb på sygeplejerskeuddannelsen hos Lathi University of Applied Sciences, Finland, Halmstad University, Sverige eller på Høgskolan i Vestfold, Norge.
Helt konkret udvikler UCL i samarbejde med de nordiske partnere et engelsksproget parallelforløb, som står mål med det uddannelsesforløb, der gennemføres i Danmark. Ligeledes vil modulet også blive udbudt på sygeplejerskeuddannelserne i UCL, hvor det kan vælges af sygeplejerskestuderende fra de nordiske partnere.
De studerende på alle fire institutioner får herved mulighed for at tone deres uddannelse i en international vinkel ved enten at rejse ud til en af de tre anerkendt partnere eller blive på deres hjeminstitution og følge modulet sammen med internationale studerende. Derudover får de studerende mulighed for at få adgang til særlige faglige specialer, som måske ikke er til stede ved deres hjeminstitution. De studerende får måske nye vinkler på det faglige stof, som de ikke ville have fået ved at gennemføre en udelukkende national uddannelse, og bliver dermed dygtigere til at anvende forskellige tilgange til faglige problemstillinger. Endelig får de studerende stærke interkulturelle kompetencer af at møde internationale studerende og af at tilbringe en længere periode i andre lande.
- Målet med det hele er jo at tilbyde en attraktiv uddannelse. Og med et sådan parallelforløb, kan vi tilbyde noget, du som studerende ikke kan få andre steder. Med det nye initiativ tror jeg, vi kommer til at tiltrække både internationale studerende og danske studerende, der ville have valgt andre uddannelsesinstitutioner, hvis de internationale tilbud ikke havde været til stede, vurderer projektleder på Nursing Europe, Mette Bro Jansen.
Pengene kommer fra globaliseringsmidlerne, hvor der i 2009 var afsat en pulje på 9 millioner kroner til professionshøjskolerne og erhvervsakademierne tilsammen. Hensigten med midlerne var at give tilskud til etablering og markedsføring af bl.a. et parallelforløb, hvor det er muligt at tilrette en uddannelse sådan, at dele af uddannelsen kan gennemføres ved anerkendte udenlandske institutioner. Det at etablere et parallelforløb er fra 2008 lovmæssigt en ny mulighed for professionshøjskolerne, som en udmøntning af Bologna processen, og det har sygeplejerskeuddannelserne hos UCL benyttet sig af som nogle af de første.