Læsevejledernes dag 2022

Kursus

Se datoer

Læselyst og læseindsatser

Målgruppe

Lærere, læsevejledere og ledere med interesse for læseindsatser.

Program

Kl. 8.30 - 9.00: Morgenkaffe med brød.

Kl. 9.00 - 9.10: Velkomst v/Anette Vestergaard Søberg og Louise Duus Skovbjerg, pædagogiske konsulenter, UCL, Center for Undervisningsmidler.

Kl. 9.10 - 10.00: Hvad er læselyst v/ Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor, ph.d. og viceinstitutleder på DPU, Aarhus Universitet.

Læselyst er et plusord, som det er svært at være imod. Men hvad ligger der i begrebet i henholdsvis teori og praksis? Og hvad betyder det, at læselyst næsten altid måles i tid, knyttes til køn og angår skønlitterær læsning? Med udgangspunkt i forskningsoversigten Børns læselyst (DPU, 2021) diskuteres forskellige tendenser i internationale studier af børns læselyst.

Kl. 10.00 - 10.45: Børn og unges læsning 2021 – Et aktuelt billede af børn o unges læse- og medievaner i en digitaliseret tidsalder v/Stine Reinholdt Hansen, ph.d. og forskningsmedarbejder ved Center for anvendt Skoleforskning, UCL.

Oplægget vil først og fremmest præsentere hovedresultaterne fra den seneste læsevaneundersøgelse samt de 5 overordnede anbefalinger, der er lavet på baggrund af den. Der vil bl.a. være fokus på forskellige indgangsvinkler til læsning og bud på, hvordan skolen og PLC kan medvirke til at styrke børn og unges læsekultur.

Kl. 10.45 - 11.10: Pause og forlagsorientering.

Kl. 11.10 - 12.00: Første workshoprunde

Workshop - Angiv 2 workshopønsker

Flow og læsning v/ Frans Ørsted, lektor, Ph.d., Aarhus Universitet

Flowtilstanden er et centralt kendetegn ved dyb læsning. I stigende grad bekræfter forskningen, at de to tilstande, ’flow’ og ’læsning’ hænger sammen. På denne workshop vil Frans Ørsted Andersen fremlægge disse forskningsresultater og lægge op til øvelser og diskussion om, hvordan vi i skolen og i hverdagen i det hele taget, kan bruge denne viden til, at forbedre elevernes og vores allesammens læsevaner og -evner. Man kan evt. læse mere om læsning og flow i FØA’s artikel om ’læseflow’ i ’Læsepædagogen’ nr 2, 2020 og i hans bog ’Flow i hverdagen’ (Dansk Psykologisk Forlag, 2013).

Læs! Læs! Læs! - fra bogdropper til binge-læser v/Trine May, danskkonsulent og forfatter

Oplægget giver bud på, hvordan du, ud fra en gennemtænkt rammesætning med et inspirerende læsemiljø, appellerende tekster og engagerende aktiviteter, kan skabe læselyst hos dine elever, samtidig med, at de udvikler sig som kompetente læsere. Med afsæt i materialet ’Læs! Læs! Læs!’ får du ideer til, hvordan litteraturlæsning og læselyst kan sættes på skemaet – omend det lyder paradoksalt, for kan man overhovedet skemalægge lyst? 

Vi kommer også omkring litteraturundervisningen, hvor det didaktiske afsæt ikke er litteraturanalyse i klassisk forstand, men en undersøgende og kreativ tilgang, hvor eleverne arbejder med tekster på alternative måder, uden at der gås på kompromis med fagligheden.

Læselyst - ideer til at skabe i klasserummet v/ Ulla Maria Michaelsen og Dorthe Rise, lærere og bogbloggere

Med udgangspunkt i vores bog ’Læselyst’ og erfaring fra egen undervisning vil vi med praksisnære eksempler inspirere til, hvordan du som underviser med få greb og opmærksomhedspunkter kan styrke elevernes læselyst i skoletiden.

Sæt læsekulturen i bevægelse v/ Marie Elmegaard Pedersen, pædagogisk konsulent, UCL, Center for Undervisningsmidler

Mange skoler har gennemført indsatser for at højne elevernes læselyst, støttet af den læselystindsats, som Børne- og Undervisningsministeren lancerede for knap to år siden. Hvordan skaber vi en stærk læsekultur blandt børn og unge? Pædagogisk konsulent, Marie Elmegaard Pedersen, giver i workshoppen bud på, hvordan skolens dansk- og læsevejledere kan sætte skub i en engageret, lystfyldt og fællesskabsorienteret læsekultur. Er du klar til at kravle i læsehuler, digte stærke læsecitater og afprøve kreative formidlingsformater?

Stationsundervisning – mere end bare værksteder v/ Maggie Aagaard og Nadja Rudiensgaard, læsevejledere, Risingskolen

På en studietur i Stavanger med UCL fik vi øjnene op for de differentieringsmuligheder, der er i stationsundervisningen.

Vi vil i denne workshop kort præsentere metoden, og de praktiske forhold, der skal til for at gøre det funktionelt og brugbart. Vi vil præsentere praksiseksempler på stationsundervisning i litteraturarbejdet og danskundervisningen i øvrigt. Løbende vil vi fortælle om vores didaktiske overvejelser og erfaringer.

Kl. 12.00 - 12.40: Frokost

Kl. 12.45 - 13.35: Anden workshoprunde

Kl. 13.35 - 14.00: Kaffe/the med kage og forlagsorientering.

Kl. 14.00 - 15.10: Læsere mellem medier – medier mellem læsere v/ Ayoe Qvist Henkel, Lektor og ph.d, VIA University College, Læreruddannelsen

Hvad kendetegner børns læse- og mediepraksis? Hvorfor og hvordan kan de blive bedre lyttere af podcasts og lydbøger og stærkere digitale læsere af e-bøger? Hvordan kan vi styrke børns læseinteresse og -kultur i en digital tid? Oplægget vil give svar på disse spørgsmål ud fra resultater fra forskningsprojektet Reading Between Media, som indbefatter en surveyundersøgelse blandt børn i 6. og 8. klasse og undervisningsmaterialet Lyd- og Skærmakademiet, der er baseret på interventionsstudier på de samme klassetrin samt med en gruppe ordblinde.  

Kl. 15.10 - 15.50: Læsning som omsorg v/Rachel Röst, stifter af Læs for Livet, kommunikationsleder i organisationen og forfatter

I dette oplæg tager Röst udgangspunkt i sin egen historie om, hvad læsningen betød for hende som barn - og de mange besøg på institutioner i hele landet, hvor hun har talt med udsatte børn og unge om litteratur.

Kl. 15.50 - 16.00: Afslutning og tak for i dag v/ Louise Duus Skovbjerg og Anette Vestergaard Søberg, pædagogiske konsulenter, UCL, Center for Undervisningsmidler.

Louise Duus Skovbjerg Konsulent, dansk indskoling og børnehaveklassen
Anette Vestergaard Søberg Konsulent, dansk udskoling
Hanne Reinhold Piekut Kursussekretær

Se datoer

Forløb