UCL-forsker udpeget til Bogpanelet af Kulturministeren

Stine Reinholdt Hansen, forsker ved UCL, bliver del af Bogpanelet, som skal have fokus på børn, læsevaner og digitalisering. Hun er udpeget af kulturminister Mette Bock.

Dato: 12.12.2018 - Forfatter: Carsten Pico

Det er nødvendigt at følge litteraturen og bogmarkedet tæt, mener kulturminister Mette Bock. Hun har derfor nedsat et nyt panel - Bogpanelet - der skal følge bogens vilkår de næste 4 år.

- Selvom bogen og litteraturen umiddelbart har det godt, og der udgives bøger som aldrig før, så er der stadig god grund til at følge bogens udvikling nøje – ikke mindst når det gælder børn, læsevaner og digitalisering, siger kulturminister Mette Bock.

- Jeg har derfor nedsat et nyt bogpanel og er glad for at kunne sætte et stærkt hold med Anne-Marie Mai som formand. Jeg sender samtidig en stor tak til det afgående Bog- og Litteraturpanel. Det er takket være deres store arbejde, at der nu er et solidt fundament at bygge videre på de næste 4 år siger hun.

UCL-forsker er glad for ministerens initiativ

Blandt rådets 6 medlemmer er Stine Reinholdt Hansen, der underviser på UCL’s campus i Jelling. Hun forsker desuden i børns læse- og medievaner i Afdelingen for Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund og i Læremiddel.dk.

- Jeg ser frem til arbejdet i Bogpanelet. Det glæder mig, at Kulturministeren sætter særligt fokus på børns læse- og medievaner, siger Stine Reinholdt Hansen.

I sin ph.d. ”Når børn vælger litteratur” gennemførte hun en stor undersøgelse af børns læsevaner.

Undersøgelsen blev i 2017 fulgt op af den hidtil største undersøgelse af børn og unges medie- og læsevaner i Danmark, som Stine Reinholdt Hansen, Stig Toke Gissel og Morten Puck Rasmussen gennemførte i Læremiddel.dk. Undersøgelsen var en del af projektet ”Greb til læselyst”, som havde til formål at udvikle og styrke formidling af læsestof til børn og unge samt styrke samarbejde mellem skoler og biblioteker.

Panel består af professorer og lektorer

Det nye bogpanel er nedsat for perioden 2019-2022 og består af:

  • Anne-Marie Mai, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet (formand).
  • Lars Handesten, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
  • Nina Christensen, professor ved Center for Børns Litteratur og Medier, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.
  • Rasmus Grøn, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet og tidligere medlem af Bog- og Litteraturpanelet.
  • Rasmus Helles, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.
  • Stine Reinholdt Hansen, ph.d. og forskningsmedarbejder ved Læremiddel.dk og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.