Madkundskab som valgfag

Kursus

Madkundskab er en af valgfagsmulighederne i folkeskolen, som led i at praksisfagligheden skal styrkes. Kurset zoomer ind på madkundskab som valgfag med tilhørende prøve og giver praktiske ideer til indhold i faget.

Tilmeld kursus

Målgruppe
Uddannede madkundskabs- og hjemkundskabslærere samt undervisere på erhvervsskoler, der skal samarbejde med grundskolen om faget.


Formål
At give deltagerne teoretisk og praktisk grundlag for at kunne håndtere valgfaget madkundskab i folkeskolen.


Indhold
På baggrund af nyeste udgave af Fælles Mål for madkundskab som valgfag samt tilhørende læseplan og prøvevejledningen kommer du som deltager på kurset til at arbejde praktisk og teoretisk med mad, madlavning og måltider i et sundhedsmæssigt, bæredygtigt og kulturelt perspektiv. Du vil komme til at arbejde med mad som et vigtigt læremiddel til at opnå forståelse for madens fysisk kemiske egenskaber samt madens smag og æstetik og produktionsformer. Der vil være fokus på kreative og eksperimenterende arbejdsprocesser, praksisfaglighed, virksomhedsformer og håndværkets kvalificering.


Herudover vil kurset bestå af oplæg, diskussioner om maddannelse og madkundskabsdidaktik og information om valgfag og prøven.
I forbindelse med de enkelte kursusgange vil der lægges op til afprøvning af forløb i egen praksis med efterfølgende mulighed for videndeling og erfaringsudveksling på holdet.


Dag 1: Måltider og smag
Dag 2: Gastrofysik
Dag 3: Fødevareproduktion og bæredygtighed
Dag 4: Sundhed og kommunikation

Tilmeld kursus

9. januar 2020 - Odense S

Forløb