Coronavirus: nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Opdateret 6. marts 2020.

Sundhedsstyrelsen opdaterede tirsdag aften deres anbefalinger vedrørende coronavirus. Anbefalingen fra de danske sundhedsmyndigheder er nu, at personer, der siden 2. marts 2020 er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder, bør holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten. Det betyder, at man ikke skal møde op på sit uddannelses- eller praktiksted. 

 

Dato: 04.03.2020 - Forfatter: Kasper Duus

De særlige risikoområder omfatter lige nu

  • Kina
  • Sydkorea
  • Iran
  • Italien (regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto)

Vi beder studerende følge denne anbefaling og studere hjemmefra i 14 dage tællende fra den dag, man er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder. Der arrangeres som udgangspunkt ikke erstatningsundervisning.

Anbefalingen gælder også, hvis du er i eller skal på praktikophold. Udgangspunktet er, at fravær grundet denne anbefaling er lovligt, og at UCL dispenserer for fraværet. Det er dog vigtigt, at man kontakter sin uddannelsesleder samt praktikkoordinator for at aftale nærmere.

Udenlandske studierejser vil blive gennemført såfremt Udenrigsministeriets rejsevejledninger ikke anbefaler det modsatte. Ingen vil dog blive tvunget til at deltage, hvis man har en særlig bekymring. Vælger du at melde afbud, skal du søge dispensation fra studierejsen på samme måde som ved et hvert andet afbud.

Det gælder i øvrigt for studerende, som har specifikke opgaver inden for ældre- og sundhedssektoren, at de er pålagt 14 dages karantæne, hvis de har opholdt sig et af særlige risikoområder. Det er især vigtigt for denne gruppe af studerende, da de under ingen omstændigheder må komme på sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19. 

Man skal forvente at kunne dokumentere sin rejseaktivitet i de særlige risikoområder, hvis man holder sig hjemme i 14 dage efter hjemkomst.

Du kan læse mere om coronavirus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: https://www.sst.dk/da/Viden/Smitsomme-sygdomme/Smitsomme-sygdomme-A-AA/Coronavirus/Spoergsmaal-og-svar