Ved Line Rathsach Lang og Kristina Eggers Larsen, pædagoger i dagtilbud
I denne workshop går vi på opdagelse i barkbillernes fascinerende gange og undersøger, hvad de fortæller om naturens kredsløb og biodiversitet.
Vi fremstiller vores egen naturmaling og bruger naturens egne mønstre som afsæt for undersøgende science og æstetiske læreprocesser.
Workshoppen giver konkrete idéer og inspiration, som kan omsættes direkte til praksis med børn i alderen 0-6 år.
Ved Camilla Finaterbach og Maja Højslet, UCN
Mød Dina, den lille vanddråbe fra Erasmus+-projektet Co-Play STEAM (Science, Technology, Engineering, Arts og Mathematics).
I denne hands-on workshop leger vi os ind i computational play og STEAM ( gennem vand: sekvenser, mønstre, årsag-virkning og undersøgende leg for de 0-6-årige – fx med Bee-Bot, vandaktiviteter og Dinas rejse gennem vandets kredsløb.
Du går hjem med konkrete aktiviteter og et fælles sprog for legende STEAM i vuggestue og børnehave.
Ved Grete Runnom Kristensen, UCN
En workshop om hvordan du via neuropædagogikken og sanserne kan skabe kropsbevidsthed, arousalregulering, opleve forbundethed i naturen og få nye muligheder til at forstå barnets perspektiv.
Workshoppen begynder med et oplæg og derefter går vi ud og afprøver teorien i praksis. Væredygtighed er indersiden af bæredygtighed for både børn og voksne.
Ved Rune Kristensen og Stine Rasmussen, Naturama
Naturpædagogik handler om at gribe børnenes naturlige nysgerrighed, og en fisk på skærebrættet er den ultimative genvej til store øjne og dybe snakke om liv og død.
I denne workshop dissekerer vi fisk lag for lag og ser på, hvordan de fascinerende organer kan formidles sanseligt og spændende for både børnehavebørn og skolebørn.
Du får konkrete metoder til at guide undersøgelsen, håndtere de svære spørgsmål og skabe naturvidenskabelig magi i din pædagogiske hverdag.
Ved Maja og Linette, Kribe Krable, Naturvejledning Danmark
Jord er meget mere end noget, vi går på. Gennem sansende aktiviteter fra Mikro Science Festival undersøger vi, hvordan jord kan vække sanserne, undren og skabe fælles opdagelser.
Deltagerne afprøver konkrete aktiviteter og får inspiration til at skabe undersøgende og sansende science-forløb med afsæt i børns nysgerrighed og mødet med jord - og dermed natur.
Ved Paulina Landtved, Mette Hindhede og Michelle Kjær Vennekilde, læringskonsulenter fra Odense kommune
I workshoppen er der mulighed for at blive klogere på hvordan man kan arbejde med science og teknologiforståelse i børnehøjde. Gennem en undersøgende og eksperimenterende tilgang oplever I, hvordan nysgerrighed, sansning og leg kan understøtte børns naturfaglige tænkning.
I får mulighed for at eksperimentere og afprøve både programmérbar-, undersøgende-, og hverdagsteknologier. I får et indblik i, hvordan science- og teknologiaktiviteter kan understøtte børns nysgerrighed, sprog, problemløsning og naturfaglige tænkning. Vi undersøger hvordan simple materialer og undersøgende arbejdsformer kan skabe stærke læringsmiljøer — og I går derfra med konkrete idéer og inspiration til jeres egen praksis
Ved Pia Maria Lie, Tina Ibsen, Magnus Bjerager Jørgensen, Projekt Byg din egen fremtidsby
En workshop om et værkstedsforløb til skolefritidsordninger.
I denne workshop fortæller vi om projektet Fremtidens By og deltagerne får lov til at prøve kræfter med værkstedsaktiviteter, som dette efterår bliver afprøvet i skolefritidsordninger i tre kommuner. Børnene skal designe og bygge fremtidens boliger, undersøge bæredygtige løsninger for vand og mad og udvikler natur- og byrum med fokus på klima, biodiversitet og livskvalitet.
Du har til workshoppen også mulighed for at forhåndstilmelde din institution til afprøvningen af forløbet i efteråret 2027, hvor der medfølger 5000 kr. til materialer.
Ved Anita Søholm, VIA Pædagoguddannelsen
Vidste du, at humlebien elsker lugten af musetis? Og at egernet har brug for to boliger, så den kan flytte i “sommerhus”, når den har lyst?
I denne workshop dykker vi ned i mangfoldigheden af arter, der lever i den nære natur. Der gives gode ideer og tips til, hvordan jeres udearealer kan indrettes, så humlebien, de enlige bier, sommerfugle, pindsvinet og de hulrugende fugle som fx musvitter og blåmejser, gerne vil leve og formere sig her.
Vi runder workshoppen af med at lave frøbomber med vilde insektvenlige plantearter, som I får med hjem.
Ved Annika Foxby og Rikke Klith Jensen, Absalon
Der er science i børnekultur! Få indblik i en praksis, hvor scienceaktiviteter tager udgangspunkt i børnekulturen og gør science til en naturlig forlængelse af børnenes eget udsyn. Rollespil, bøger, film og computerspil er fyldt med forunderlige verdener, hvor alkymister, superhelte, avatarer, detektiver og magikere udvikler teknologier, eliksirer og fantasifulde byer.
Ved at tage udgangspunkt i børnenes verden og gøre science-aktiviteter til en forlængelse af børnenes egen kultur, kan science blive en naturlig forlængelse af børnenes egen identitet snarere end et potentielt fremmedgørende fagområde. I projektet Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk udfolder vi børnekulturens sciencepotentiale inden for fritidspædagogikken.
I workshoppen får du praksisnære eksempler fra projektet, og vi deler vores hidtidige erfaringer gennem oplæg og hands-on aktiviteter.
Ved Anja Vilsholm og Tejs Møller, Københavns Professionshøjskole
Planter vokser ikke kun opad mod solen, men også nedad i jorden, og det er spændende at gå på opdagelse i planternes underjordiske liv. Med udgangspunkt i en konkret fortælling fra praksis tager vi ud med en skovl i hånden, undersøger rødder, sorterer og kategoriserer - og passer samtidig på planterne.
For hvordan giver vi plads til børnenes initiativer og udforskning af naturen på en etisk og livsvenlig måde? Vi berører blandt andet perspektiver fra Vild pædagogik.
Ved Gry Ellegaard Thorsen og Jennifer Ann Skriver, Absalon
Med afsæt i erfaringer og spørgsmål fra Science for de yngste inviterer vi til et undringsværksted om, hvad science kan blive, når vi ikke kun undersøger verden, men undersøger med den. Gennem et konkret møde med edderkoppen og dens spind undersøger vi, hvordan nysgerrighed ikke blot retter sig mod noget, men også griber ind i og forandrer det, vi ønsker at vide noget om.
Med inspiration fra nyere barndomsforskning og øko- og verdenscentrerede perspektiver forskyder vi blikket fra barnet som centrum for undersøgelsen til de relationer mellem børn, voksne, materialer, steder og mere-end-menneskeligt liv, som science bliver til igennem. Her bliver omsorg ikke noget, der kommer efter nysgerrigheden, men en del af selve måden, vi undersøger på. Med nysgerrighed, omsorg, bæredygtighed og wilding som orienteringer eksperimenterer vi med, hvad der sker, når vi løsner lidt på vores pædagogiske intentioner og bliver mere opmærksomme på, hvad verden selv bringer ind i undersøgelsen.
Workshoppen afsluttes med spørgsmålet om, hvordan sådanne små forskydninger kan skabe andre muligheder for science i deltagernes egen praksis.