Ingen har fundet den rette balance i læreplanerne - hvorfor ikke lade Danmark gå forrest?

Læreplaner udtrykker forventninger til skolens undervisning

I demokratiske samfund er det legitimt, at folkevalgte kommunalt, regionalt og nationalt formulerer forventninger til og forsøger at præge skolen i en bestemt retning. Det gælder også skolens fag. Hvad skal de indeholde, og hvad forventes det, at eleverne helt overordnet skal få ud af undervisningen?

Læreplanerne udvikles i spændingsfeltet mellem politiske forventninger og skolens praksis, men udfordringen har hidtil været, at lærere og skoleledere i for lille udstrækning er blevet hørt og har været inddraget i en kvalificering af læreplanerne.

Læreplaner beskriver forventninger til skolen fra centralt hold, og netop skolens læreplaner har været genstand for megen debat, ikke mindst de seneste år, hvor skolens aktører har stået i kø for at kritisere og pege på behovet for at ændre de eksisterende.

Dette er ikke unikt for Danmark. Også i andre lande er læreplaner et omdiskuteret emne, og der findes sågar læreplansforskning, der ser på tværs af landes læreplaner og sammenligner, hvad der kendetegner dem, og hvordan de fungerer.

Læreplaner præget af Pisa-chokket

Læreplansudviklingen har over de sidste 25 år især været præget af det såkaldte Pisa-chok, der ramte Danmark og en række andre lande i begyndelsen af 00'erne. Den tyske uddannelsesforsker Daniel Scholl har sammenlignet reaktionen med det chok, den russiske satellit Sputnik skabte i 1957, da den som den første satellit gik i kredsløb om Jorden.

Dengang troede amerikanerne, at de var langt foran, og de fik et chok over den russiske ingeniørkunst. I begyndelsen af 00'erne blev mange europæiske lande ligeledes rystede over, hvor langt tilbage de lå på, hvad der politisk blev tolket som en verdensrangliste over de bedste skolesystemer.

På trods af, at Pisa jo kun tester bestemte sider af elevernes læreprocesser inden for bestemte fagområder, fik testene en omfattende indflydelse på landenes læreplaner for grundskolen. I 00’erne taltes meget konsekvent om læring og læringsudbytte som en individualiseret og i kognitiv henseende snæver tilgang til undervisningen. Det blev med årene blødt op, men læreplansudviklingen fik elevernes kompetencer og deres udbytte af undervisningen som omdrejningspunkt.

Landene har gjort det forskelligt, men fokus har været på, hvad eleverne skal kunne på baggrund af undervisningen.

Læreplaner har ikke været brugbare for lærerne

I Danmark har der i perioden været gentagne ændringer af skolefagenes mål i bestræbelsen på at score højere i Pisa og de nationale test. Ændringerne har været ledsaget af nationale evalueringer, der har peget på, at de eksisterende læreplaner for grundskolen ikke har været et anvendeligt redskab for lærerne i deres daglige pædagogiske praksis.

De senere år har der bredt sig en større og større skepsis over for de kompetencebaserede og målstyrede læreplaner. De har fået et for snævert fokus. Man har glemt betydningen af at vide noget, og værdien ved at fordybe sig i en sag i sig selv og for interessens skyld, i den internationale konkurrence om at optimere elevernes læring.

Særligt i Danmark har kritikken ikke kun rettet sig mod målenes snævre karakter, men også mod, at der er for mange af dem. Senest har en række centrale aktører i form af KL, DLF og skolelederne slået til lyd for at ændre læreplanerne som et led i skolernes frisættelse fra styring og kontrol.

Et væsentligt samspil

Det er et demokratisk begrundet rammevilkår, at de politiske beslutningstagere gennem læreplanerne fastsætter forventninger til fagenes indhold, og hvad eleverne skal få ud af det. Det behøver ikke resultere i bunkevis af kanoniseret indhold og et hobetal af mål for elevernes læring.

Særlig væsentligt er samspillet mellem skolens overordnede formål, fagenes formål, valg af indhold og elevernes tilegnelse af kundskaber og færdigheder.

Undervisningen skal bidrage til udvikling af elementære færdigheder, som eleverne skal bruge i deres videre færd i livet – både privat og i forbindelse med videre uddannelse, arbejdsmarkedet og deltagelse i den politiske og kulturelle offentlighed. Læse, skrive, regne, kildekritik, argumentere m.v.

Det er dog ikke det eneste formål. Fagene åbner verden for eleverne. De får en anden tilgang til den, hvis de kan læse, end hvis de ikke kunne læse. Derfor skal de også fordybe sig i fagenes indhold og udvikle alsidige interesser uden et andet formål end bare at gøre det.

Historieundervisningen skal gøre eleverne i stand til at forholde sig kritisk til informationsstrømme på nettet, men gennem historiefaget skal de også have mulighed for at lytte til fortællinger om Jellingestenen og jødeaktionen i oktober 1943. Bare fordi de skal vide noget om de begivenheder.

Fælles Mål bliver for snævert til planlægning

De eksisterende danske lærerplaner, også kaldet Fælles Mål, blev udviklet med henblik på, at de skulle kunne bruges som lærernes didaktiske planlægningsredskab, understøtte progressionen i elevernes læreprocesser, hjælpe med at differentiere mellem de forskellige elevers forudsætninger og endelig fungere som et evalueringsredskab.

En af dette indlægs forfattere var selv en del af den gruppe, der skulle forsøge at realisere alle disse ambitioner, og det viste sig vanskeligt. Fælles Mål blev primært et målcurriculum, og står målaspektet alene, bliver det for snævert og abstrakt til planlægning, fordi det benytter sig af et målsprog med adfærdstermer.

Implikationerne bliver, at lærerne gennem læreplanerne bliver stillet til regnskab for udbyttet af undervisning, snarere end at læreplanerne fremmer god og motiverende undervisning.

Læreplaner skal støtte, ikke styre

Det er gode ambitioner, at læreplaner skal støtte planlægning, progression, differentiering og evaluering, fordi det adresserer mange af de udfordringer, som lærerne står med i deres daglige undervisning.

Læreplaner må dog ikke blive for detaljerede, for styrende og for omfangsrige.

Læreplaner skal formulere nogle overordnede forventninger, der kan udvikles med afsæt i en refleksion over formålet og skolens værdigrundlag, fagformålet og en væsensbestemmelse af fagenes indhold.

Men der er også brug for læreplaner, der er pædagogisk brugbare, fordi de præsenterer en teoretisk kvalificeret og sammenhængende fagforståelse. Man skal kunne danne sig en forestilling og sætte billeder på den undervisning, læreplanen peger henimod.

Danmark bør gå forrest

Læreplaner skal modvirke instrumentalisering i praksis. Samtidig skal de give retning både for indhold i og udbytte af undervisningen. Ingen andre lande har i vores øjne fundet den helt oplagte balance, så hvorfor ikke lade Danmark gå forrest?

Det er på høje tid, at vi tager kritikken af Fælles Mål alvorligt. Den kan koges ned til én kerneproblematik: Fælles Mål er i for stor udstrækning og for mange fags vedkommende bygget op om et målsprog med fokus på taksonomiske adfærdstermer, abstrakt læringsudbytte og generelle færdigheder.

Dette sprog er hverken velegnet til at beskrive kvaliteterne ved god undervisningspraksis eller elevernes tilegnelse. Tag fx slutmålet for læsning i dansk: ”Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i deres kontekst”.

Vejen hertil er opdelt i en lang række delmål med mange gentagelser, fordi de alle skal formuleres som både videns- og færdighedsmål, fx ”Eleven kan strukturere sin baggrundsviden” og ”Eleven har viden om metoder til strukturering af viden”.

Det er vanskeligt at se, hvordan abstrakt formulerede gentagelser skal bidrage til god undervisning og elevernes alsidige udvikling.

Forventninger skal formuleres tæt på praksis

Faglige forventninger er helt afgørende for kvalitet i undervisningen, men de skal formuleres tæt på praksis med dyb indsigt i fagenes arbejds- og erkendeformer.

Derfor er det et problem, at det abstrakte målsprog er den gældende standard for læreplaner. De mange gode overvejelser, fagfolk har forsøgt at skrive ind i læreplanerne, kommer ikke til deres ret.

Argumentet for at udvikle et målbaseret curriculum var blandt andet at imødegå stoftrængsel. I stedet har vi fået en måltrængsel, og selvom størstedelen af målene var tænkt som vejledende, så lægger de op til målstyret forvaltning og fjerner fokus fra det lokale arbejde med at udvikle kvalitet i undervisningen i skolens fag.

Vores didaktiske drøm

Alternativet er en proces med reel inddragelse. Politikerne skal selvfølgelig udstikke retningen, men vi har brug for at rammesætte en proces, så politikere, lærere, skoleledere, forskere og andre fagfolk kan blive involveret i en kvalificerende proces, så den næste generation af læreplaner ikke blot bliver et resultat af en politisk forhandling, det bedst mulige kompromis, men et resultat af en involverende dialog mellem skolens parter.

Vores didaktiske drøm er, at læreplaner rent faktisk bliver en genre, som lærere har lyst til at læse for at blive inspireret og engageret, et pædagogisk brugbart værktøj, der er udviklet, afprøvet og forfinet over tid.

Kronikken her har været bragt i Politiken Skolemonitor, 7. august 2023.

Andreas Rasch-Christensen er forskningschef ved VIA University College.
Thomas Illum Hansen er forskningschef ved Center for Anvendt Skoleforskning, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.