Ny docent i dagtilbud og barndomspædagogik

Som led i en større satsning på forskning i dagtilbud har UCL ansat Christina Haandbæk Schmidt som docent i Dagtilbud og barndomspædagogik. 

Dato: 26.01.2021 - Forfatter: Kasper Duus

Docenturet er forankret i afdelingen for Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Christina Haandbæk Schmidt skal være med til at udvikle den anvendte dagtilbudsforskning i tæt samarbejde med pædagoguddannelsen og professionsfeltet.

- Jeg glæder mig til at medvirke til at koble forskningen endnu tættere sammen med pædagoguddannelsen, at videreudvikle koncepter som fx faglige udviklingsinstitutioner, at bidrage til bedre videnkredsløb mellem uddannelse, praksis og forskning og at medvirke til udvikling af et fælles forskningsmiljø for de efterhånden mange forskere der er ansat på pædagoguddannelsen, siger Christina Haandbæk Schmidt.

- Som dagtilbudsforsker er det en super spændende tid, hvor man politisk har fået øjnene op for, hvor underfinansieret dagtilbudsforskningen i Danmark i sammenligning med de øvrige nordiske lande har været, og derfor har man nu reserveret en stor del af forskningsreserven (200 mio. kr. over de næste 4 år) til mere dagtilbudsforskning. Det er helt rigtigt set, at UCL nu vil opruste på dette område. Og jeg glæder mig til at videreudvikle den forskning, vi allerede har på området – både internt i UCL, men også gennem sektorsamarbejder med andre professionshøjskoler, universiteter og det nationale center for Daginstitutionsforskning, siger Christina Haandbæk Schmidt.

Christina Haandbæk Schmidt er uddannet pædagog i 2003, kandidat i generel pædagogik i 2007 og ph.d. i 2017. Hun har undervist som lektor på pædagoguddannelsen på UCL siden 2009.