Ny forskning ser på, hvordan lærerstuderende udvikler self-efficacy for skole-hjem-samarbejde

Hvordan udvikler lærerstuderende self-efficacy for skole-hjem-samarbejde under uddannelsen og frem mod lærerprofessionen? Det er kernen i et nyt forskningsprojekt, som lektor Tine Nielsen har opnået en bevilling til fra Danmarks Frie Forskningsfond

Dato: 09.10.2024 - Forfatter: Eva Rymann, Kasper Duus og Tine Nielsen

I projektet vil Tine Nielsen sammen med professor Ane Qvortrup, SDU, samt lektor Morten Pettersson, UCL, med udgangspunkt i interviews med centrale interessenter undersøge, hvilke skole-hjem-samarbejdspraksisser, der kan opleves som udfordrende for lærerstuderende.

Med viden fra disse interviews vil forskerne udvikle et værktøj, som kan vurdere de studerendes self-efficacy før, under og efter deres praktikker.

- Self-efficacy undersøges bedst, hvis man spørger ind til konkrete aktiviteter, opgaver eller situationer. Så i projektet vil vi udvikle et redskab, som specifikt kan undersøge self-efficacy for skole-hjem-samarbejde. I første omgang til lærerstuderende, men vi håber også, at redskabet vil kunne bruges på færdiguddannede lærere efterfølgende, forklarer Tine Nielsen.

Redskabet vil blive brugt til at undersøge, hvordan lærerstuderendes self-efficacy for skole-hjem-samarbejde udvikles gennem praktikkerne i læreruddannelsen. Desuden kommer forskerne med et første teoretisk bud på, hvad self-efficacy for skole-hjem-samarbejde er.

Projektet er støttet af midler fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF). Det er første gang, en forsker fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har opnået en bevilling herfra.

Læs mere i omtalen hos Danmarks Frie Forskningsfond.

Deltagere:

  • Tine Nielsen, lektor, projektleder, UCL
  • Morten Pettersson, lektor, UCL
  • Ane Qvortrup, Professor, SDU

Advisory Board:

  • Elaine Munthe, Professor, Stavanger Universitet, Norge
  • Dale Schunk, Professor, University of North Carlina at Greensboro, USA
  • Edith Braun, Professor, Giessen Universitet, Tyskland