To UCL-forskere klar med ny grundbog til undervisning i litteratur

Forskerne Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel har netop udgivet bogen “Tilbage til teksten”, der handler om, hvordan man i undervisningen af skoleelever kan støtte eleverne i at undersøge æstetiske tekster.

Dato: 15.01.2021 - Forfatter: Carsten Pico

I denne uge udkom bogen “Tilbage til teksten”.

- Tilbage til teksten er tænkt som en grundbog i litteraturdidaktik og henvender sig til lærerstuderende og uddannede lærere, som gerne vil have inspiration til at undervise i litteratur på en ny måde, fortæller bogens forfattere Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel. 

De to forfattere og forskere er hhv forskningschef hos UCL og leder af Læremiddel.dk, der er et nationalt videncenter, som udvikler og formidler viden om læremidlers betydning for læring og undervisning.

Elevernes oplevelse af en tekst skal tages alvorligt

"Tilbage til teksten" er skrevet på baggrund af forskningsprojektet Kvalitet i Dansk og Matematik, hvor bogens to forfattere sammen med forskerkolleger udviklede en undersøgende litteraturundervisning, som bl.a. lykkedes med at styrke elevernes fortolkningskompetencer.

Men hvorfor er det så oplagt, at eleverne i danskundervisningen skal lære at undersøge en æstetisk tekst, som fx en novelle, roman eller en kortfilm?

- Det er det, fordi den æstetiske tekst i sig selv er produktet af en forfatters undersøgelse af verden og livet. Den æstetiske tekst er en invitation til, at vi gennem mødet med tekstens fremmede, men billedskabende perspektiv på virkeligheden selv bidrager til at undersøge vores liv og erfaringer, siger Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.

- Bogens ærinde er derfor helt klart: Vi skal lære eleverne at møde teksten, lade teksten tale til dem – og på den baggrund skal de gennemføre en fagligt fokuseret undersøgelse af teksten.

Bogen skal styrke den undersøgende litteraturundervisning

I bogens 9 kapitler tager forfatterne læseren med på rundtur i den undersøgende tilgang.

Turen starter med, at læseren selv skal “ind i teksten”. De skal undersøge og fortolke en novelle på baggrund af egen oplevelse og erfaring af tekstens verden.

Derefter bliver læseren præsenteret for 5 strategier. Med dem bliver man ført dybere ind i spørgsmålet om, hvad litteratur er, og hvordan man vælger den rette litteratur til undervisningen.

Læseren får dernæst indsigt i, hvordan undervisningen tilrettelægges i forhold til æstetiske tekster og film. Derudover får man redskaber og værktøjer til at kvalificere litteraturundersøgelsen.

I de sidste tre kapitler defineres kompetencer, og hvad det egentligt er, eleverne skal blive gode til. Tilgangen holdes op imod andre udbredte metoder og tilgange til at analysere litteratur og viser, hvordan den undersøgende litteraturundervisning låner det bedste fra de andre metoder og sætter det i en ny sammenhæng.

Bogen slutter af med at præsentere 8 principper, man som lærer kan bruge i sit arbejde med den undersøgende litteraturundervisning.