Kunsten at læse langsomt

Litteratur kan ikke konkurrere med sociale medier og computerspil, når det gælder hurtig behovsopfyldelse og stimulering af et biologisk belønningssystem, men læsning i slow motion rummer sin helt egen belønning, der har en dyberegående virkning.

Al lære at læse litteratur handler om at lære at læse langsomt. Det mente den kendte litteraturforsker Paul de Man i hvert fald. Synspunktet er ikke nyt. I 1623 opfordrer den første udgave af Shakespeares folio (en samling med 36 skuespil) læseren til at læse dramatikeren ”igen og igen”.

At læse Shakespeare med forståelse er ensbetydende med at dvæle, genlæse, dybdelæse og langsomlæse. Det kræver dvælende læsning og eftertanke at forstå den dramatiske rækkevidde og sprogfilosofiske dybde i Julies ord i den berømte balkonscene, her i Niels Brunses oversættelse fra 1997:

”Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes; og Romeo ville, var han uden navn, beholde den fuldkommenhed, han ejer”.

Langsomhed engagerer læserens produktive forestillingsevne

Den fulde virkning fordrer, at vi tager os tid til at læse langsomt på tekstens præmisser. I det perspektiv er det bemærkelsesværdigt, at Friedrich Nietzsche beskrev sig selv som en underviser i langsom læsning, og at Reuben Brower sidenhen blev legendarisk kendt for sit kursus på Harvard i 1950’erne, hvor han underviste i disciplinen læsning i slow motion. Paul de Man var en af de unge undervisningsassistenter tilknyttet kurset, der blev inspireret til at insistere på den æstetiske langsomhed som modstykke til samtidens dyrkelse af kommercialiserede medier og hurtiglæsning.

20 år senere skrev Paul de Man i tilbageblik, hvor vidtrækkende didaktiske konsekvenser læsning i slow motion havde haft, fordi den i særlig grad egner sig til at engagere og aktivere læserens produktive forestillingsevne.

Netop denne pointe er værd at holde fast i. Den tyske sociolog Hartmuth Rosa beskriver vores samtid som et stigende tempo og en acceleration i tre henseender: livets tempo, sociale forandringer og teknologiske udviklinger. Har man vænnet sig til et højt tempo, hvor signalstoffer, som fx dopamin, pisker rundt i kroppen, kan det være sin sag at sætte tempoet ned. I et essay fra 1959 låner Brower den romantiske digter Samuel Coleridges berømte beskrivelse af den magtfulde fantasi, indbildningskraften, til at indkredse en dyb og langsom læsning som en form for legende og billedskabende aktivitet, der kræver den højeste grad af sensibilitet, dømmekraft, selvbeher­skelse og følelsesmæssigt engagement, fordi den med Coleridges udtryk bringer hele menneskets sjæl i spil.

Litterær billeddannelse kan danne nye forbindelser i hjernen

Interessant nok har Michael Burne i 'Literary Reading' dokumenteret, at den litterære billeddannelse har en særlig karakter, der bringer menneskets hjerne og krop i spil på en holistisk og tværgående måde.

Til sammenligning er mennesker i hverdagen som oftest beskæftiget med praktisk problemløsning, der kun aktiverer udvalgte dele af hjernen samt de nødvendige muskelgrupper, hvis der er tale om fysisk handling.

Den litterære langsomlæsning derimod er kendetegnet ved en helhedsorienteret opmærksomhed og modtagelighed, da sprog, sansninger, opfattelser, handlinger og relationer i det litterære værk bliver koblet på nyskabende måder, der kræver det ypperste af læserens åbenhed og sensitivitet.

Slow motion er derfor mere end en metafor: det er en rammende beskrivelse af en dyb og meditativ form for billeddannelse, hvor litteraturen dikterer tidens tempo og rummets tekstur. Det skal dog tilføjes, at andre former for æstetiske oplevelser og meditative tilstande har beslægtede holistiske virkninger. Kognitiv forskning med brug af scanninger peger på, at bøn, meditation og indtagelse af psykedeliske stoffer også dæmper egoet, fremmer nye forbindelser på tværs af hjernens dele og skaber en dybere følelse af samhørighed.

Æstetiske standsninger af tid og rum

Læsningens langsomhed hænger således sammen med en æstetisk dvælen og eksistentiel granskning, jeg vil påstå, er en almen kvalitet ved god litteratur. Kendte klassikere er På sporet af den tabte tid og Mrs. Dalloway, idet både Proust og Woolf pressede sproget og de litterære udtryksformer til det yderste for at skabe særlige perceptioner af tid og rum.

Men det kendetegner ikke kun de alt for oplagte klassikere, hvor forfatterne selv har peget på tidslige tunneller og æstetiske standsninger af tid og rum. Man kan her indvende, at der findes tempofyldte dramaer og hæsblæsende krimier, hvor læseren drives hastigt frem af et begær efter plottet. Klart nok, men hvis teksterne har kvalitet, har de rytme, stemning og værkkarakter, så tempoet opleves i kraft af pauser og kontraster.

Læseren skal lade teksten tale ud

Browers læsning i slow motion stod i gæld til en tradition fra I.A. Richards, hvor man dyrkede læsning som en sensitiv opmærksomhedsform. Pointen er, at læseren skal lade teksten tale ud.

Jeg har selv forsøgt at lancere begrebet fremmederfaring i ’Tidens øje – Rummets blik’ (2001) for at indfange denne kvalitet ved litteratur. Langsom­hed er ikke kedsomhed, men derimod en fremmederfaring, hvor man sætter parentes om den velkendte spejling af sig selv og sin verden for at åbne for nye dimensioner. Ifølge Nietzsches forord til ’Morgenrøde’ (1881) kræver det, at man lærer ”at læse langsomt, dybt, se forsigtigt, før og bagud, med forbehold, med åbne døre, med sarte øjne og fingre...”.

Den taktile fornemmelse af et afsluttet værk

140 år senere forekommer Nietzsches opråb stadig relevant. Måske er det derfor, at man verden over kan se en fornyet interesse for slow reading som del af en livsfilosofisk strømning, der prædiker slow living. Dog vil jeg mene, at der er tale om mere end en retro-bevægelse, der dyrker den trykte bog og den langsomme læsning som rekvisitter i en vintagekultur. Glæden ved den materielle manifestation, papirformatet og Shakespeares folio, tror jeg hænger sammen med den taktile fornemmelse af et afsluttet værk, der eksisterer som en helhed rodfæstet i den fysiske verden.

En særlig udfordring ved de digitale formater er, at digitaliseringen ikke blot accelererer delbarhed og masseproduktion, men også mindsker fornemmelsen for den litterære værkkarakter og sproglige guldsmedekunst, der ifølge Nietzsche lokker og fortryller. Jeg læser selv en del på skærm, men må samtidig indrømme, at papirformatet har en særlig appel, fordi det hjælper med at afskærme mig fra den digitalt anmassende omverden, der ellers gør det vanskeligt at læse Shakespeare ”igen og igen”, dvæle ved ordene og genbesøge balkonscenen.

Denne artikel er oprindelig skrevet til Litteratursiden.dk og vises her med venlig tilladelse fra Litteratursiden.