Smag for Livet afholder seminar om tværinstitutionelt og tværfagligt samarbejde

Siden 2014 har Smag for Livet med støtte fra Nordea-fonden undersøgt og omsat smagens potentialer for læring og gode liv. Det er sket gennem samarbejde på tværs af universiteter, erhvervsskoler og professionshøjskoler. Samarbejdet fejres den 15. marts 2022.

Dato: 02.03.2022 - Forfatter: Mikael Schneider. Foto: Christoffer Rosenfeldt.

Smag har et stærkt potentiale til at åbne fagligheder på nye måder både i grundskolen og på erhvervsuddannelser og til at motivere og engagere elever. Det har forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet vist igennem de seneste mere end syv år. Samtidig har centrets tværfaglige tilgang bygget broer mellem fagligheder og mellem børn og unges uddannelser.

Smag for Livet er ejet af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og inkluderer partnere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet samt fire erhvervsskoler: Techcollege i Aalborg, College360 i Silkeborg, Kold College i Odense og Hotel- og Restaurantskolen i Valby.

Med en samlet støtte fra Nordea-fonden på 61,6 mio. kr. og i det stærke tværinstitutionelle samarbejde har Smag for Livet omsat forskningsbaseret viden for at skabe almen forståelse og praksis omkring smagen som ressource, særligt i børn og unges uddannelse, trivsel og sundhed.

Afsluttende seminar fejrer samarbejdet

Nu inviterer Smag for Livet og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole til afsluttende seminar med fokus på projektets brobygning og tværinstitutionelle samarbejder, smag i undervisningen samt motivation for læring og smagens rolle for den grønne omstilling.

Der vil være oplæg fra centrets forskellige partnere og fagligheder, plads til dialog og spændende smagsprøver. Find det fulde (foreløbige) program her:

Foreløbigt program for Smag for Livets afslutningsseminar

Seminaret foregår fredag 18. marts kl. 13-15 i GastroLab på Kold College i Odense. Kontakt projektkoordinator Mikael Schneider på misc1@ucl.dk, hvis du er interesseret i at deltage.

Nordea-fonden har netop omtalt Smag for Livets arbejde i et tilbageblik i forbindelse med fondens årsrapport.

Læs artiklen 'Øget forståelse for smag' her.

Selvom selve projektet Smag for Livet nu er afsluttet, fortsætter centrets digitale platforme - hjemmesiden smagforlivet.dk og læringsuniverset Fag med Smag - som en del af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt læremiddel.dk.

Projektdeltagere

Mikael Schneider Projektudvikling og forskningskommunikation, ph.d.
Morten Christensen Lektor, ph.d.
Ellen Ravn Habekost Forskningsmedarbejder

Fag med Smag: Smag for Livets læringsunivers

Besøg Smag for Livets gratis læringsunivers Fag med Smag fyldt med didaktiserede undervisningsforløb, læremidler og meget andet til alle skolens fag.