Unge radiografer styrker retsmedicineres opklaringsarbejde

Tre radiografers bachelorprojekt og efterfølgende forskningsprojekt var så spændende, at alle landets medier stod i kø for at fortælle om det. For deres forskning kan hjælpe retsmedicinere med at opklare mord.

Professionelle fodboldspillere drømmer om at spille VM-finale på et fyldt Wembley Stadium i London.

Ambitiøse radiografer drømmer om at stå på scenen til European Congress of Radiology, der hvert år har næsten 30.000 besøgende fra mere end 100 lande.

Den drøm gik i opfyldelse for Pernille Nielsen, Dina Bech og Julie Nielsen, der alle er uddannet fra Radiografuddannelsen i Odense.

Det var kulminationen på næsten et års samarbejde med Retsmedicinsk Institut i Odense om, hvordan man kan lave bedre scanningsbilleder af døde mennesker.

- Det er helt fantastisk. Vi er stolte, spændte og overraskede over, at det ser ud til, at vores forskningsarbejde bliver brugt globalt, siger Julie Nielsen.

- Deres arbejde kan være med til at øge sandsynligheden for, at vi kan hjælpe politiet med at opklare en kriminalsag, siger Peter Mygind Leth, statsobducent og professor ved Retsmedicinsk Institut i Odense.

Retsmedicinsk kopier.jpg
Dina Bech, Pernille Nielsen og Julie Nielsen kom både på forsiden af Fyens Stiftstidende og på landsdækkende radio hos DR med deres forskningsprojekt.

Professor er begejstret for nye muligheder

Retsmedicinsk Institut kommer ind i billedet, når et menneske er død på mistænkelig vis. For at hjælpe politiet i opklaringsarbejdet, bliver ligene ofte scannet i en CT-scanner.

Men scanningsbillederne kan være svære at arbejde med. Der er nemlig stor forskel på at scanne levende og døde mennesker.

- Vi er udfordret af, at det er sværere at skelne organer fra hinanden hos et dødt menneske. Man kan ikke uden videre anvende røntgenkontrast, når blodkredsløbet er gået i stå, siger Peter Mygind Leth.

- Der er brug for metoder, så vi bedre kan vurdere organer hos et dødt menneske. Det vil øge sandsynligheden for, at vi kan se, om indre organer er blevet beskadiget, hvilket de ofte er, hvis et menneske har været udsat for vold, siger han.

- De 3 radiografer har i samarbejde med os påvist, at det er teknisk muligt at optimere billedbehandlingen. Så i fremtiden er der nu håb for, at vi kan få bedre billeder at arbejde med, siger Peter Mygind Leth.

Hele verden kan drage fordel af fynsk arbejde

De tre radiografers samarbejde med Retsmedicinsk Institut kan få betydning for retsmedicinske afdelinger i hele verden. Derfor skal der nu forskes videre på det arbejde, der startede som et bachelorprojekt sidst i Julie, Dina og Pernilles uddannelse på Radiografuddannelsen i Odense.

På et mere lavpraktisk plan har de tre radiografers arbejde allerede fået betydning for Retsmedicinsk Institut i Odense.

- Vi har gennemgået næsten 150 scanninger fra Retsmedicinsk Institut. På den baggrund har vi lavet et atlas over, hvordan de kan optimere deres arbejde, når de scanner lig, siger Julie Nielsen.

- Som et eksempel så bruger Retsmedicinsk nu på vores opfordring et oppusteligt spineboard, som de kan puste luft i, så liget ligger bedre i scanneren, når der bliver lavet billeder, siger hun.

Julie, Dina og Pernille fik alle 12 for deres bachelorprojekt, og de håber at arbejde videre med forskning.

Læs hvad medierne skrev om forskningsprojektet

Julie, Dina og Pernilles forskning har fået masser af medieomtale. Bl.a. på landsdækkende radio hos DR, i nyhederne hos TV2 Fyn, og de kom også på forsiden af Fyens Stiftstidende.

Læs og se historierne fra DR, TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.

Pernille, Dina og Julies bachelorprojekt hjælper retsmedicinerne med at opklare mord (DR).

Forskningsprojekt: Tre fynske radiografer gør retsmedicinerne bedre til at opdage mord (Fyens Stiftstidende).

Radiografers bachelorprojekt hjælper retsmedicinere (TV2 Fyn-indslag).