Camilla om praktik på TV 2/Fyn: ”Der var fart på fra første dag”.

Camilla Kehlet Jensen er i praktik på TV 2/Fyn, hvor hun dagligt bruger sin viden fra uddannelsen i digital konceptudvikling. Samtidig kan hun, som en del af den ny eventredaktion, dyrke passionen for grafisk design.

Fra multimediedesign til digital konceptudvikling

Ligesom flere af sine medstuderende på erhvervsakademiuddannelsen i multimediedesign valgte Camilla at fortsætte sin uddannelse på professionsbacheloroverbygningen i digital konceptudvikling.

”Jeg valgte digital konceptudvikling, fordi jeg synes, at uddannelsen bygger meget naturligt videre på de ting, som jeg allerede har lært på multimediedesign. Det er en bred uddannelse, som giver mange muligheder for at arbejde med digital markedsføring og grafisk design, som jeg personligt brænder for”.

Sendte uopfordret ansøgning til TV 2/Fyn

Det var da også det grafiske arbejde, Camilla slog på, da hun i begyndelsen af 3. semester skrev sin praktikansøgning til TV 2/Fyn. En uopfordret ansøgning, som hun, efter en snak med en af sine undervisere, valgte at sende afsted til TV 2/Fyn, i håbet om at blive en del af en af Danmarks største mediearbejdspladser.

”Jeg havde egentligt ikke overvejet TV 2/Fyn som et praktiksted i første omgang. Jeg tror, jeg var lidt skræmt ved tanken om at skulle sende min ansøgning, og hvad nu hvis de sagde ja”, griner Camilla.

Med i maskinrummet på ny TV2-satsning

Camillas ansøgning havnede i indbakken hos teknik- og produktionschef Michael Jensen og efter en samtale startede Camilla i praktik på eventredaktionen i januar.

”Camilla træder ind i et hus, der er i fuld gang med en masse nye projekter. Vi har netop startet en eventredaktion op, hvor ideen er, at vi skal møde fynboerne mere direkte. Det er sådan lidt som at blive kastet for løverne, da den lille redaktionsgruppe skulle til at starte op, finde deres metoder, og udvikle nogle koncepter, og her blev Camilla en vigtig del af gruppen”, fortæller Michael Jensen.

Fik ansvaret for grafisk arbejde til stort fynsk event

En af de første store opgaver Camilla tog del i var Det fynske Bogtræf, hvor TV 2/Fyns seere kunne møde fynske forfattere og stille spørgsmål. Her stod Camilla for at lave alt det grafiske materiale til eventet, som bl.a. bestod af flyers, badges, program og plakater. Camilla stod også for at koordinere med trykkeriet, der skulle trykke materialet. En opgave, der skubbede Camilla lidt ud af hendes komfortzone.

”Jeg er normalt dårlig til sådan noget med at snakke i telefon, så det var en udfordring, men det hele spillede jo og det blev rigtig godt”, fortæller Camilla, der fik stor ros for sit arbejde.

”Camilla lavede alt marketingmaterialet til vores store tilfredshed, ligesom hun bød ind med flere gode ideer til projektet”, fortæller Michael Jensen.

Har udviklet sig fagligt og fået mere ansvar

For Camilla har de daglige opgaver og det høje tempo betydet, at hun har udviklet sig meget både fagligt og personligt i sit praktikforløb.

”Jeg synes, jeg er vokset meget, siden jeg startede på TV 2/Fyn. Jeg har fået lov til at arbejde med de ting, som jeg selv synes er spændende, og jeg har brugt mange af de forskellige kompetencer, jeg har med fra min uddannelse”, siger Camilla.

”I starten skal man selvfølgelig altid lige vise, hvad man kan, men efterhånden som jeg har arbejdet med en del forskellige ting og har fået positiv respons, så har jeg fået endnu flere opgaver og er blevet inddraget i flere projekter”, fortæller Camilla.

Ros til Camilla og tommel op til digital konceptudvikling

For Michael Jensen, der har fungeret som Camillas nærmeste leder under praktikforløbet, har det været en positiv oplevelse med en praktikant fra uddannelsen i Digital Konceptudvikling.

”Det er første gang, vi afprøver en praktikant med lige netop Camillas uddannelsesbaggrund, men det var meget bevidst, da jeg gerne ville se, hvad den uddannelse kan, og hvordan vi kunne få glæde af den slags studerende. Resultatet var meget positivt, om det så er personen Camilla, eller uddannelsen generelt er jo svært at bedømme, men jeg tror, det er en god og bred uddannelse, ligesom Camilla har været en super god praktikant”, siger Michael Jensen.