”El-installatør er en investering i mig selv og min fremtid”

Michael Mallin er i gang med 4. og sidste semester af el-installatøruddannelsen på UCL i Vejle. Han ser uddannelsen som en investering i sig selv og i sin drøm om et arbejde inden for rådgivning og projektering.

Det handler om helheden

Selv om Michael har både hus, bil, en familie og regninger der skal betales, så var han aldrig i tvivl om, hvorvidt han skulle læse til el-installatør.

”Det er helheden, som interesserer mig. Jeg har hele tiden været meget interesseret både i ledelsesdelen på uddannelsen, men også i de juriske og de økonomiske aspekter i forbindelse med projektering”.

Undervejs på uddannelsen har Michael talt med mange elektrikere og andre som overvejer at starte på uddannelsen - bl.a. på tekniske skoler og erhvervsskoler. Og her møder han ofte det samme spørgsmål.

”De spørger mig ofte, hvor lang tid det tager at betale uddannelsen tilbage. Men som jeg ser det, så er det en helt forkert indgangsvinkel. Ja, man kommer da til at få en noget højere timeløn, som færdiguddannet installatør. Men for mig, så er den her uddannelse først og fremmest en investering i mig selv og i mit liv som helhed. Jeg skal kunne være på arbejdsmarkedet i mange år, så jeg undgår skader på knæene og andre men, som følger med jobbet som elektriker”, slår Michael fast.

Et spændende og udfordrende praktikforløb på Rambøll

Lige nu er Michael i gang med fjerde og sidste semester af sin uddannelse, hvor han er i praktik hos Rambøll. Et praktikforløb i et af de største rådgivningsvirksomheder i Danmark, der giver rig mulighed for at prøve kræfter med mange af de ting, som Michael har lært undervejs på uddannelsen. Han føler, i det hele taget, at der er en god balance mellem teori og praktik på uddannelsen, og at man som praktikant eller nyuddannet faktisk kan bidrage med værdifuld viden til virksomhederne.

”Vi er jo for eksempel helt inde i den nye lovgivning på el-området, som vi har siddet og gransket på studiet. Så vi kommer jo med en værdifuld viden til virksomhederne på det område. Omvendt så lærer vi jo en masse, mens vi er i praktik, bl.a. om hvordan arbejdsgangen er. Det giver også anledning til at prøve nogle ting af, fx at sidde som rådgiver, entreprenør eller at sidde på et beregningskontor”.

”Min kone siger, jeg har udviklet mig”

Siden Michael startede på uddannelsen til el-installatør har han udviklet sin faglighed og lært en masse nyt. Men også rent personligt føler han, at han er vokset.

”Min kone siger, at jeg har udviklet mig og ændret den måde, jeg snakker på. Jeg er blevet mere social, bl.a. fordi man møder en masse mennesker og snakker med en masse folk undervejs på uddannelsen, så man bliver nødt til at dyrke den del. På uddannelsen er vi inddelt i grupper, og vi har brugt mange timer på at sidde og snakke og nørde til sent ud på aftenen.”

Uddannelsen åbner mange døre

Michael drømmer personligt om en fremtid inden for rådgivning og projektering, gerne ved hans nuværende praktiksted på Rambøll. Men uddannelsen som el-installatør åbner ifølge Michael døren til et hav af forskellige muligheder og hans medstuderende har meget forskellige mål med uddannelsen.

”I min klasse er vi en sammensat gruppe med nogle på 20 år og andre i slutningen af 30’erne. Så uddannelsen appellerer til mange forskellige typer. Nogle har en drøm om at sidde som projektleder eller som sælger ude ved grossisten, mens andre gerne vil være selvstændige eller sidde med rådgivning ligesom mig”.

Læs mere om uddannelsen til el-installatør