Rasmus ser uddannelsen til VVS-installatør som en investering
Rasmus Tegen Hansen startede på uddannelsen til VVS-installatør på grund af et dårligt knæ. Efter et år er han glad for beslutningen, der har givet ham chancen for at dygtiggøre sig inden for sit fag.
Kroppen var slidt efter 7 år som soldat
Rasmus havde kun været færdigudlært fra VVS-energiuddannelsen i 6 måneder, da et dårligt knæ satte en stopper for hverdagen med VVS-arbejde på knæ i mange timer ad gangen. Løsningen blev at komme tilbage på skolebænken og læse videre til VVS-installatør.
- Jeg kunne godt lide at arbejde som VVS’er, men min krop kunne sgu ikke lide faget.
- Jeg har været soldat i næsten 7 år, hvor jeg har båret på alverdens tunge ting, og jeg fået problemer med væskeansamlinger i knæet. Så jeg kunne ikke se mig selv sidde på mine knæ i et eller andet teknikrum som 50-årig, siger Rasmus.
Udsigten til et mindre slidsomt arbejde var dog ikke Rasmus eneste motivation for at vælge at læse videre til VVS-installatør. Chancen for at blive endnu dygtigere inden for sit fag og samtidig få den fulde autorisation, som flere og flere arbejdsgiverne efterspørger, passede Rasmus godt.
- Jeg kan godt lide at fordybe mig i nye ting og nørde med teorien. Det er spændende, synes jeg. Det er jo også fedt at få autorisationen og blive specialist inden for VVS, så jeg har ikke fortrudt, at jeg startede på uddannelsen. Tværtimod.
Økonomi behøver ikke være en barriere
Rasmus er 32 år og har kone, børn og regninger, der skal betales. Så han er godt klar over, at økonomien er et af de helt store emner, når det handler om videreuddannelse. Og udsigten til et par år på SU kan få mange til at droppe drømmen om at læse videre. Men sådan behøver det ikke at være, mener han.
- Jeg ser uddannelsen som en investering. Da jeg fortalte min far, at jeg ville læse videre til VVS-installatør, så spurgte han mig, hvordan jeg havde råd til det? Og jeg svarede, at jeg ikke havde råd til at lade være. På den lange bane, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal tjene sig ind.
Og Rasmus giver gerne et godt råd til andre, der overvejer at starte på uddannelsen.
- Jeg siger tit til folk, at de skal nok nå at tjene pengene ind igen, men som håndværker er vi ofte tilbøjelige til at tænke meget kortsigtet og på pengene her og nu fremfor på den lange bane.
En bred uddannelse med mange muligheder
Mange tror, at uddannelsen til VVS-installatør kun er relevant, hvis man gerne vil være selvstændig. Men det passer ikke, fortæller Rasmus.
- Efter jeg er startet på uddannelsen, er jeg egentligt blevet overrasket over, hvor mange ting man kan bruge uddannelsen til.
- Man kan gå i lige præcis den retning, man har lyst til. Uanset om man vil være sælger, selvstændig eller arbejde som projektleder med ansvaret for projektering, som er det, jeg gerne vil. Så det er en meget bred uddannelse, afslutter Rasmus.