Cecilie brænder for at gøre en forskel som frivillig

Cecilie engagerede sig i frivilligt arbejde for at kunne få relevant erfaring ved siden af pædagoguddannelsen.

Som pædagogstuderende med specialisering i dagtilbud oplevede Cecilie, at det var vanskeligt at finde relevant pædagogisk arbejde ved siden af studiet. Derfor blev hun interesseret i frivilligt socialt arbejde, fordi det gav hende mulighed for at arbejde med det pædagogiske område på en meningsfuld måde – både fagligt og personligt.

2 timer om ugen

Cecilie Kvistgård Jensen er 24 år og nyuddannet pædagog fra sommeren 2024, hun har ved siden af sin uddannelse dedikeret en god del af sin fritid til frivilligt arbejde. Hendes engagement i projekterne “2 timer om Ugen” og “Syng sproget frem” har givet hende en dybere forståelse af, hvordan frivilligt arbejde kan berige både hendes eget og andres liv.

Hun blev hørte første gang om ”2 timer om ugen” til Temadag om frivilligt socialt arbejde på UCL, hvor frivillige foreninger kommer og fortæller om deres arbejde. “2 Timer om Ugen” er en forening, der matcher frivillige med flersprogede børn, og formålet er at hjælpe børnene med at lære dansk og forstå dansk kultur.

- Grundprincippet er, at man bliver matchet med et barn, som er flersproget, og så kan man lege og synge med barnet og på den måde udveksle sprog og kultur, forklarer Cecilie.

Cecilie blev matchet med en pige på 5-6 år, hvis familie var flygtet fra Iran 10 år tidligere. Pigen havde ikke bestået sprogvurderingen og havde brug for hjælp til at blive bedre til dansk. Hver uge mødtes Cecilie med pigen hjemme hos familien, hvor de fx sad og tegnede og talte, om det de tegnede. På den måde lærte pigen at sætte danske ord på flere og flere ting, og hun blev mere sikker i sit sprog og fik mere selvtillid. Det blev et møde, som Cecilie glædede sig til hver uge, og hun følte virkelig, at hun gjorde en forskel for pigen.

- Jeg så en udvikling hos hende. Hun fik selvtillid og følelsen af at blive forstået, når hun talte dansk, fortæller Cecilie.

Udover at Cecilie lærte pigen dansk og om dansk kultur, så mødte Cecilie også selv en ny kultur hos den iranske familie. 

Cecilie har som en del af ”Talent i praksis” også været med i ”Syng sproget frem”, hvor frivillige mødes med flersprogede børn og synger sammen. Gennem sangene bliver børnene mere fortrolige med det danske sprog på en hyggelig og sjov måde.

Talent i praksis

”Talent i praksis” er et særligt talentforløb for UCL-studerende på pædagog-, socialrådgiver- og læreruddannelserne i Odense. De studerende bliver i forløbet matchet med en frivillig social forening, hvor de skal være aktive som frivillige i mindst 25 timer i en periode af 6 måneder.

Med forløbet ønsker UCL at ankende engagement og praktisk talent. Derfor får de studerende, som gennemfører forløbet en særlig udmærkelse på deres eksamensbevis.

Det første forløb blev gennemført i 2023, hvor 21 studerende var igennem forløbet.

Læs mere på: https://www.frivilligcenter-odense.dk/talent/