Thomas skaber stærke fællesskaber via musikken
Som 5-årig fik Thomas Ohlsen sin første guitar. Nu er han musiklærer og dyrker stadig sin passion for musikken i sin fritid flere timer om dagen.
- Du er med til at præge, hvilken rolle musik får for dine elevers liv, når du er musiklærer. Det gør det fedt at gå på arbejde. Især når du som jeg har gjort din hobby til din levevej, siger Thomas Ohlsen, der er musiklærer på Hunderupskolen.
Allerede da han var 5 år fik Thomas Ohlsen sin første guitar. I 7.klasse dannede han sit første band. Og over 20 år efter bruger han dagligt adskillige timer af sin fritid på at øve sig på guitar og klaver, jamme med venner, optræde til runde fødselsdage og høre musik.
- Musikken har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, siger Thomas Ohlsen.
- Derfor er jeg også meget energisk, når jeg underviser i musik. Jeg synger eddermame højt og løber rundt i musiklokalet. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har det pissesjovt, og fordi det bare skal lykkes, når jeg brænder så meget for at vække elevernes interesse for min passion, siger han.
Mine elevers succes er en stor motivationsfaktor
- Selvom jeg stadig er helt oppe at køre, når jeg selv er ude at spille til fester og kan få alle ud på dansegulvet, så er det faktisk en endnu større motivationsfaktor, når jeg har succes med mine elever i skolen, siger Thomas Ohlsen.
- Jeg har lige haft en klasse, der sammen har øvet på Overleve af Ukendt Kunstner. Forældrene var vidst ved at være trætte af sangen, fordi børnene hørte den konstant derhjemme i en længere periode. Men børnene var bare så engagerede i at lære at spille sangen, og det endte med at lyde virkelig godt.
- Jeg føler, at jeg er god, når jeg kan få 24 4. klasseelever, der ikke kender noder og toner, til at spille en sang, så det lyder godt.
- Og for eleverne skaber sådan en oplevelse et stærkere fællesskab, som samtidig giver dem en masse selvtillid og lyst til at fordybe sig yderligere i musikken.
Jeg skaber en verden hvor børn glemmer tid og sted
Thomas Ohlsen erkender, at det kræver hårdt arbejde at skabe et stærkt fællesskab og gode musikoplevelser med en skoleklasse på 24-25 børn.
- Jeg underviser 3.-6. klasse. Det er en alder, hvor det meget handler om en selv og om at virke cool. Det er også derfor jeg selv tosser rundt i lokalet, så det bliver ok at se lidt dum ud og spille forkert, siger Thomas Ohlsen.
- Jeg arbejder meget med rytmetræning, så de lærer, hvad det vil sige at have en fælles puls. Men jeg arbejder også meget med, at børnene skal lære selvbeherskelse, så de kan lade andre komme til det ene øjeblik og selv være koncentreret om at spille et instrument det næste øjeblik.
- På den måde er der også meget dannelse i faget, fordi man via musikken kan være med til at gøre børnene mere omfavnende i forhold til hinanden.
- De fleste børn synes musik er sjovt, når det kører. Hvis der er flow, så glemmer de tid og sted, og det er noget af det fedeste at være en del af, siger den musikglade lærer.