Kith står bag etablering af sundhedsklinik i Afrika

Nyuddannet sygeplejerske fra UCL har rejst penge til en sundhedsklinik i Zambia, der snart kan åbne. Klinikken får særligt fokus på underernærede børn, da det er et stort problem i et af verdens fattigste lande.

- For 3 år siden købte jeg et stykke land i Zambia. Jeg havde i længere tid gået med ideen om at etablere en sundhedsklinik. Nu ville jeg gå fra idé til virkelighed. Det kunne højest gå galt. Og det gjorde det også. Det blev ikke til noget i første omgang, siger Kith Sand.

Men den 28-årige nyuddannede sygeplejerske fra UCL’s sygeplejerskeuddannelse i Odense gav ikke op så let.

Så selvom lokale vedtægter betød, at hun ikke kunne få lov at få det stykke land, hun havde købt, kæmpede hun videre for at få etableret en sundhedsklinik. Og om kort tid kan hun realisere drømmen om at åbne en sundhedsklinik i udkanten af storbyen Livingstone.

- Jeg har boet i Zambia ad 4 omgange siden 2015 og har oplevet de kæmpe forskelle, der er mellem rig og fattig. I Livingstone kan turister bo på hoteller til måske 500 dollars pr nat. Og 10 minutters kørsel derfra lever folk i en forstad for 5 dollars om dagen.

De lokale mennesker fra forstaden er så fattige, at de kun har deres fødder at transportere sig på. Og det er en stor udfordring, når den nærmeste sundhedsklinik i dag ligger 60 minutters gang væk. Især i et land, hvor HIV, malaria, ubehandlede brandsår og underernæring blot er blandt nogle af udfordringerne.

- Alt for mange i forstaden kommer ikke til lægen i dag, fordi de har for lang vej. Det har alvorlige og i flere tilfælde dødelige konsekvenser, siger Kith om hendes motivation for at kæmpe for en sundhedsklinik.

Kith skyder selv penge i projektet og laver indsamlinger

Kith er typen, der i den grad sætter handling bag ordene, når hun siger, hun vil gøre en forskel for andre mennesker.

Hun har selv skudt penge i projektet i Zambia, og hun har også stiftet foreningen Afrikas Stemme, der både skal finansiere byggeriet og driften af sundhedsklinikken. Og for et år siden etablerede hun et samarbejde med børnehjemmet Kwathu Childrens Home om at placere en sundhedsklinik på deres grund.

- Siden har vi indkøbt en 12 meter lang container fra Sydafrika, og vi er nu ved at klargøre det hele. Containeren er blevet lavet om og indrettet som en klinik med to undersøgelsesrum, et medicinopbevaringsrum og et rum med skrivebord til indregistrering af patienterne.

Sundhedsministeriet i Zambia har haft folk ude og kigge på byggeriet, og de er meget begejstrede.

- Ministeriet stillede forskellige krav, vi skulle opfylde, før vi kan åbne. For eksempel om at etablere en toiletbygning og håndvaske udenfor. Det har vi bygget nu.

- Vi er i gang med at søge fonde i Danmark, da vi stadig mangler penge til hospitalssenge, air condition og andet inventar.

- Jeg vil helst være sikker på, at vi har faste sponsorer til at dække vores udgifter, før vi starter op. Jeg håber, vi kan åbne til sommer.

Kith drømmer om at kunne arbejde i Zambia hvert år

Hvis ikke corona-restriktioner står i vejen, drager Kith selv til Zambia for at hjælpe med at starte sundhedsklinikken op til sommer.

- Jeg går meget op i, at det skal være zambiske sundhedsprofessionelle, der skal drive stedet, så vi ikke tager arbejde fra de lokale. Jeg stræber efter, at der fast skal være 2-3 lokale sygeplejersker, og at der bliver tilknyttet en tandlæge, som kommer en gang imellem.

- Jeg drømmer om, at jeg i fremtiden kan have fast arbejde i Danmark med mulighed for at arbejde på klinikken i Zambia hvert år i forskellige tidsrammer, siger Kith, der bliver færdiguddannet som sygeplejerske her i juni.

På samme måde håber hun, at andre eventyrlystne og hjælpsomme sundhedsprofessionelle vil hjælpe.

- Fra mine rejser i Zambia og andre dele af verden har jeg en del internationale kontakter, der har sundhedsfaglige kompetencer. Jeg kender både en sygeplejerske, jordemoder og læge fra USA og Australien, der godt kunne tænke sig at hjælpe med frivillig arbejdskraft.

Underernærede børn får særligt fokus i sundhedsklinikken

Målet er, at sundhedsklinikken har åbent hver dag. Og der bliver nok at tage fat på.

Halvdelen af den zambiske befolkning lever under den nationale fattigdomsgrænsen. Stort set lige så mange er underernærede. Og krisen er kun gået fra slem til værre under corona-pandemien.

- Sundhedsklinikken vil både være åben for børn og voksne. Men vi kommer til at have særligt fokus på underernærede børn, for jeg ved af egen erfaring, at det er et stort problem i Zambia.

- Jeg har arbejdet som frivillig på det børnehjem, hvor sundhedsklinikken skal ligge. Når vi havde tilbud om gratis mad til områdets børn, så kom mellem 150 og 200 børn på en dag.

- Vi vil opspore børnene. Min ambition er, at de kan komme en gang om måneden hos os, så vi kan følge dem og hjælpe dem og deres familier. Vi bliver nok nødt til at sætte et loft på, hvor mange børn vi kan hjælpe på den måde. Realistisk vil det nok være 50 om året.

Derudover er det ambitionen, at sundhedsklinikken også skal stå for undervisnings- og oplysningsarbejde i lokalområdet. Og det kan der være behov for i et land, hvor HIV og AIDS er årsag til, at ca. en million børn er forældreløse, og hvor malaria og kolera også giver udfordringer.

- Oplysningskampagnerne kan for eksempel også være om sex, menstruation, forhøjet blodtryk og fysiske og psykiske handicap, der stadig er et tabu i Zambia.

Kith vil åbne flere sundhedsklinikker i Zambia

Allerede inden sundhedsklinikken har taget imod den første patient, drømmer Kith stort.

- Meningen med at indrette sundhedsklinikken i en container er, at vi kan flytte den derhen, hvor der er mest behov for den.

- Jeg kunne godt tænke mig at etablere flere lokale sundhedsklinikker i Zambia, som den vi er ved at bygge. Der er virkelig behov for det. Især i de fattige områder, hvor der er langt til lægen.

Kith har fået arbejde på Svendborg Sygehus. Nu drømmer hun om at få en masse erfaring i Danmark, som kan gavne sundhedsklinikken i Zambia.

- Jeg kan godt lide at rejse og møde nye kulturer. Og det giver mig stor mening og glæde at gøre noget for andre mennesker. Begge dele var en vigtig grund til, at jeg valgte sygeplejerskeuddannelsen. Og lige nu er jeg virkelig ved at leve min drøm ud, siger Kith.