Ingeniøruddannelse i Fredericia
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Fredericia Maskinmesterskole og Fredericia Kommune arbejder på, at det i fremtiden skal være muligt at uddanne sig til ingeniør i Fredericia.
Det har i mange år været en ambition i Trekantområdet at kunne uddanne ingeniører, der kan sikre højtuddannet arbejdskraft til området. Sammen med Fredericia Maskinmesterskole og Fredericia Kommune arbejder UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole på, at drømmen bliver til virkelighed.
Der arbejdes på at få startet to ingerniøruddannelser op i Fredericia. Uddannelserne vil fysisk blive placeret på Fredericia Maskinmesterskole, der i forvejen har et samarbejde med UCL om at uddanne automationsteknologer. Med det samarbejde er der udsigt til, at højtspecialiseret arbejdskraft bliver dus med lokalområdet allerede under uddannelsen.
Nødvendig opbakning og finansiering
Den solide opbakning fra virksomheder i området er selvfølgelig en forudsætning. Derfor undersøger UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole sammen med Fredericia Maskinmesterskole virksomhedernes behov og ønsker til kompetencer gennem en lang række interviews.
I partnerskabet er der således gang i en intens udviklingsproces, og en del af det forestående arbejde er naturligvis at skaffe den fornødne finansiering til projektet.
To ingeniøruddannelser i spil
UCL og Fredericia Maskinmesterskole har i foråret 2022 undersøgt aftagerinteresser og arbejdsmarkedsbehov, og det har resulteret i, at der søges om prækvalifikation til to forskellige ingeniøruddannelser, der i øjeblikket går under arbejdstitlerne: 'Indeklima og bæredygtigt installationsdesign' og 'Pålideligt og cirkulært design'.
Tidsplan
- 10. februar - 8. marts 2022: Interviews med virksomheder, der har interesse i den nye ingeniøruddannelse
- 9. marts - 18. marts 2022: Opsamling på interviews og afklaring af profil
- 4. april 2022: Bestyrelsesmøde på UCL (forventet godkendelse)
- 15. september 2022: Deadline for at indsende ansøgning om prækvalifikation af ingeniøruddannelserne
- 1. september 2023: Tidligst opstart af ingeniøruddannelserne.