Millioninvestering til virksomhed i UCL's iværksættermiljø

Tre unge iværksættere fra UCL's iværksættermiljø har fanget Vækstfonden samt en stor investorgruppes opmærksomhed og får millioninvestering til deres nye platform, Kollekt.

Dato: 01.03.2021 - Forfatter: Mathias Damgaard Holst

Det er ikke mange studerende, der kan bryste sig af at være ejere af en ’million dollar idea’. Ikke desto mindre, så er det tilfældet for Simon Bak, David Grady og Michael Bech Laugesen, der står bag Kollekt - en platform der skal optimere arbejdsgangene i modeindustrien. 

De unge mænd har vundet investorgruppen Guerrilla Capitals interesse, hvilket har medført finansiering, sammen med Vækstfonden på hele 2.6 millioner kroner. Bag investorgruppen, gemmer sig, ud over Just-Eat Co-Founder Jesper Buch, bl.a. CEO for Autobutler Christian Legêne, samt CEO for GoMore Matias Møl Dalsgaard.

Platform kan revolutionere arbejdsgangene i modebranchen

Kollekt har til formål at spare tøjbranchen både tid og penge. Ved at gøre salgsmøder, kommunikation og arbejdsgange digitale har drengene en ambition om at skabe et nyt økosystem for branchen. Det gøres bl.a. ved at Kollekt-platformen skaber et digitalt showroom, hvor udvælgelsen af nye kollektioner nemt samles for de enkelte tøjbrands. På den måde sparer virksomhederne både penge og tid og belaster klimaet mindre ved at mindske fx flyve-aktiviteter på tværs af hovedkvarterer rundt om i verden. Med andre ord begrænses de fysiske møder på tværs af modebranchen - et corona-venligt tiltag, hvilket Guerilla Capital også taler varmt for.

- Kollekt kan revolutionere arbejdsformen i modeindustrien. Teamet har allerede vist, at de kan bygge digitale produkter, som gør udviklingen og salget af styles mindre omkostningstung og mere fokuseret, end det før har været muligt i modeindustrien. Ikke mindst i en corona-tid, hvor fx fysiske salgsmøder er blevet begrænset, har Kollekts digitale produkter vist deres styrke, men det er kun starten for Kollekt, siger Matias Møl Dalsgaard fra Guerrilla Capital og fortsætter.

- Teamet er samtidig meget kompetent og har den helt rette iværksætterånd. Det mærker man også, når man taler med Kollekts kunder - Kollekt er virkelig i stand til at levere løsninger og er meget populære samarbejdspartnere for brugerne af Kollekts produkter. Vi glæder os meget til rejsen, og har store forventninger til Kollekt, siger Matias Møl Dalsgaard.

Netop samarbejdet og kemien mellem Kollekt og Guerrilla Capital har været afgørende for at de to parter slog sig sammen.

- Jeg kan slet ikke forklare, hvor glade vi har været for sparringen med investorerne. Der er god kemi og på få uger har vi rykket os helt enormt, siger Simon Bak, der er Co-Founder af Kollekt og studerende på UCL's Innovation og entreprenørskabsuddannelse.

Kapital fra Vækstfonden og investering skal få Kollekt til at blomstre

Også Vækstfondens lån til drengene har i høj grad været med til at gøde jorden og gjort det muligt for platformen at vækste og vokse. 

- Jeg vil gerne give cadeau til Vækstfonden og de tiltag, som de har lavet under Corona. Jeg synes, de har været gode til at håndtere pandemien for os iværksættere, siger Simon Bak. 

Vækstfondens Claus Thorup har også kun positive ord til holdet bag Kollekt.

- Kollekt har set helt rigtig i markedet og skabt et produkt, der kan være med til at sætte et bæredygtigt aftryk på modeindustrien. Det viser den store interesse fra private investorer også, og derfor er vi glade for at kunne bidrage med finansiering til Kollekts vækstrejse. Under Coronakrisen er det vigtigere end nogensinde, at vi kan hjælpe med at udvikle en af fremtidens virksomheder, der kan være med til at skabe nye arbejdspladser, fortæller han. 

UCL Boxen er kontoret, hvor drømme bliver til virkelighed

De tre 27-årige iværksættere lader til dagligt deres iværksætterdrømme udspille sig i UCL's inkubationsmiljø Boxen. Med fast kontor i Boxen er de blevet placeret i et summende iværksættermiljø, hvor man har mulighed for at snakke planer, projekter og muligheder med andre ligesindede.

- Nu er vi nok nogle af de ældste, der er placeret i Boxen, men ved at kunne give råd og feedback til andre iværksættere, så begynder man pludselig at tænke mere over sit eget projekt. Det giver en masse perspektiv og selvreflektering, hvilket er rigtig værdiskabende, fortæller Simon Bak om miljøet i UCL Boxen.

Den ansvarshavende for iværksætterrammen er Jonas Thorup Langelund. Han er meget tilfreds med, at kunne tilbyde sådan nogle muligheder for unge iværksættere.

- Det er svært at få armene ned, når UCL Boxens iværksættere lander en så flot en investering – og så oven i købet fra spidsen af dansk iværksætteri. Ved siden af uddannelsen har Kollekt og gutterne bag arbejdet hårdt de seneste mange år, og kombinationen af en god idé, et stærkt team og gode rammer har givet Kollekt den rette flyvehøjde til at modtage en investering fra Guerrilla Capital. Det er vi glade for at være en del af, siger Jonas Thorup Langelund, der er udviklingskonsulent hos UCL.

Jyske drenge med store ambitioner

De tre drenges historie går over 10 år tilbage, da de sammen gik på HTX i Esbjerg. Siden da er de blevet venner, datanørder og kollegaer. Drengene bidrager hver især med forskellige kompetencer. Simon Bak er, som før nævnt, innovations- og entreprenørstuderende, mens Michael Laugesen har læst multimediedesign på UCL. David er uddannet ingeniør fra SDU, men er sidenhen autodidakt blevet markedsføringschef og dataudvikler i virksomheden i Boxen. Den konstellation gør, at de selv kan udvikle og skabe alt nødvendigt indhold til projektet.

Dog var kendskabet til tøjindustrien næsten lig nul, inden de blev præsenteret for det behov, der endte som Kollekt-platformen. I starten troede Simon Bak dog kun, at det skulle være et hobbyprojekt.

- Vi havde i forvejen meget af den teknologi, der skulle bruges for at imødekomme efterspørgslen fra tøjindustrien. Derfor troede vi egentlig bare, at det ville være et lille udviklingsprojekt, som kunne klares på et par uger, hvilket det så viste sig ikke at kunne, fortæller Simon Bak med et smil på læben.

På rigtig jysk facon forklarer han videre, hvordan drengene næsten ikke turde tro for meget på finansieringen før pengene var gået ind på bankkontoen.

Nu er pengene tikket ind og fremtiden for den fortsatte opblomstring af Kollekt ser lys ud. Ifølge Simon Bak er planen, først og fremmest, at få solgt platformen til omkring 50 nye kunder i 2021, men ambitionen er endnu højere.

- Vi går efter at få omsat for over 100 millioner pr. år om fem år. Derfor skal vi både finde købere nationalt og internationalt. Det bliver en ekstremt spændende rejse, lyder det selvsikkert fra Simon Bak.

Læs mere om Kollekts iværksættereventyr på fyens.dk