Modig startup: ”Der er mere på spil end profit og vækst”

Små, fine træfigurer skåret ud og færdigpakket af mennesker med handicap. Det udgør forretningsmodellen for et nyt firma skabt af tre ambitiøse studerende, der mødte hinanden på uddannelsen Innovation og Entrepreneurship på UCL.

Dato: 18.10.2021 - Forfatter: Mark Lodberg

Rikke Lund Jørgensen, der er én af de tre partnere i virksomheden, tror i den grad på sin idé.

- Der er stor forskel på at snakke om socialt ansvar og på at gøre noget ved det. Men for os var det vigtigt at vise, at man som iværksætter og entreprenør også kan have værdierne med, fortæller Rikke og fortsætter:

På seks måneder er virksomheden gået fra kreativ idé til travl startup-virksomhed med egen produktion og en ordrebog, der vokser dag for dag.

Det lyder måske som et typisk startup-eventyr, men for Rikke Lund Jørgensen, Martin Wibe Kristensen og Tonny Kaagaard Olsen, der er holdet bag CrateIt, har der fra første dag været mere på spil end vækst og profit. De ville ikke bare starte en virksomhed, de ville gøre det på en socialt ansvarlig måde.

- Det er ikke nødvendigvis den bedste forretning at gøre det på den måde, men det er meget livsbekræftende, siger Rikke.

Sjov, kreativitet og leg

CrateIt er lige så simpelt, som det er smart. Små, flade figurer i træ, formet som aber, krokodiller og andre sjove dyr og figurer, som kan farvelægges af børn og barnlige sjæle.

Produktet sælges direkte til forbrugere via virksomhedens egen hjemmeside, men flere virksomheder har også vist interesse for produktet.

- Vi har flere zoologiske haver som kunder og også nogle museer, der er interesserede. De vil gerne have noget, der kan forlænge kunderejsen og give børnene noget håndgribeligt og lærerigt, de kan tage med hjem. Og når vi fortæller, hvordan produktet bliver produceret, så bliver de ekstra begejstrede, fortæller Martin, der er salgsansvarlig i virksomheden.

Mødtes på uddannelsen

På papiret er 45-årige Rikke, 24-årige Martin og 28-årige Tonny måske ikke den mest oplagte trio. Men da de tre studerende mødte hinanden under et projekt på deres bacheloruddannelse i Innovation og Entrepreneurship på UCL, slog det pludselig gnister. På den gode måde.

- Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville starte en virksomhed sammen. Men det skulle være noget håndgribeligt. Noget hvor vi kunne komme i gang med at lave prototyper med det samme, fortæller 28-årige Tonny, der ud over at være CEO i virksomheden også har lavet virksomhedens hjemmeside.

Derfor lagde de vejen forbi UCL’s kreative værksted FabLab, hvor studerende har adgang til alt fra 3D-printere, laserskærere og vinyltryk. Inden længe var de første prototyper klar og idéen til virksomheden begyndte at tage form.

Et samarbejde, der giver mening

For både Martin og Tonny var idéen med at lade udviklingshæmmede hjælpe til med produktionen helt oplagt.

- ”Min svigersøster har en sjælden kromosomfejl, som gør, at hun ikke er som alle andre. Jeg tror for alvor, at det har været med til at få mine øjne op for, hvor vigtigt det er, at der er lige muligheder for alle, fortæller Martin"

Det samme følte Tonny, der som ung ofte mødte udviklingshæmmede og handicappede igennem sin mor, der arbejdede som social- og sundhedsassistent.

Derfor var der heller ikke nogen tøven, da Rikke, igennem en personlig kontakt, fik mulighed for starte et samarbejde med et værksted for udviklingshæmmede og folk med handicap i Odense.

I dag har samarbejdet udviklet sig til, at hele produktionen varetages af udviklingshæmmede, som er med i processen fra start til færdigt produkt. Og det gavner alle parter, mener Rikke.

- Vi kan virkelig mærke, at de er stolte over at være med til at lave de her ting. Og de kan jo se det færdige produkt, hvilket også er vigtigt for dem. Vi startede med én medarbejder, Line, og i dag er vi tre, fortæller Rikke.

Gennem nåleøjet

Tempoet og udviklingen er siden starten i februar i år kun gået en vej. Og det er ikke gået ubemærket hen i Odenses iværksættermiljø, hvor CrateIt er kommet igennem nåleøjet til Teknologisk instituts tilbud til iværksættere. Siden 2016 har 25 virksomheder været igennem det såkaldte acceleratorforløb for startup-virksomheder med særligt potentiale.

- Teknologisk institut er jo kendt som idédræberne, så vi er selvfølgelig mega stolte over, at de ser et potentiale i vores virksomhed. Men efter mødet blev jeg både glad og bange, fordi nu er det faktisk ægte og idéen er blevet trykprøvet. Så hvis det ikke går, kan vi jo kun takke os selv, siger Rikke.

Bære eller briste

Rikke, Martin og Tonny driver til dagligt CrateIt fra UCL’s kontorfællesskab for startup-virksomheder kaldet Boxen. Her sidder de sammen med andre studie-startups fra UCL og har adgang til rådgivning og sparring.

Ved udgangen af året er trioen færdig med deres halvandetårige overbygningsuddannelse på UCL, og til den tid skal omsætningen gerne være nået et niveau, hvor de tre kan leve af virksomheden.

- Vi har kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at vi alle sammen gerne vil satse på det her. Og vi støder jo ind i en virkelighed i januar, når vi er færdige med studiet, hvor der skal være en løn til alle, så vi skal have volumen op, fortæller Tonny.

Selv om presset vokser i takt med succesen, så er Rikke, Martin og Tonny meget bevidste om, at presset på virksomheden ikke må smitte af på de ansatte i produktionen.

- Vi drømmer alle tre om på sigt at kunne hjælpe endnu flere udviklingshæmmede i arbejde. Måske endda skabe vores egen produktion for mennesker med særlige behov. Vi kan se, hvor meget det giver dem at være med i hele processen” siger Tonny Olsen.

Nomineret til en Odin Award

CrateIt er desuden at finde på listen over nominerede start ups til dette års udgave af Odin Award, der bliver uddelt i fire forskellige kategorier ved en stor prisfest i Dok5000 i Odense torsdag den 11. november. Læs mere her

Læs mere om uddannelsen i Innovation og Entrepreneurship

Læs mere om UCL's iværksættermiljø Boxen