Studerende fra IT-teknologuddannelsen vinder pris i international dronedyst
Resultatet blev en samlet 4. plads og en særlig Quick Learner Award, da studerende på 2. semester af IT-teknologuddannelsen dystede mod kode-kyndige IT-studerende fra 21 uddannelsesinstitutioner fra hele norden og Baltikum i en virtuel dronekonkurrence.
Hvordan får man en drone til at følge en forudbestemt rute og lande sikkert inden for en rød cirkel?
Det var den opgave, som studerende på IT-teknologuddannelsen på UCL skulle forsøge at løse, da de dystede mod it-studerende fra bl.a. universiteter i Danmark, Baltikum og de andre nordiske lande.
På grund af corona-situationen blev konkurrencen afholdt online, hvor de studerende arbejdede med virtuelle droner i programmet Matlab.
Selv om det lyder let i teorien, så var det en udfordrende opgave at få en minidrone til at flytte sig fra A til B uden at styrte ned. Det fortæller Mark Christiansen, der var en af de IT-teknologer, der deltog i konkurrencen.
- Det sværeste var at arbejde med, at der var delay fra kameraet i bunden af dronen, så hvis man flyver for hurtigt, så er man pludselig uden for stregen.
Belønnet for særlig indsats
Trods udfordringerne og den begrænsede erfaring med disciplinen blev det til en flot samlet 4. plads i konkurrencen. Derudover fik holdet også en særlig pris, en såkaldt Quick Learner Award, fordi de kun har arbejdet med platformen i kort tid.
Og oplevelsen har da også givet lyst til mere, både når det handler om droner og brugen af programmet Matlab, fortæller Mark.
- Det er helt klart spændende at arbejde med droner. Det ville da være fedt, hvis man kan få et job inden for det område i fremtiden.
- Derudover har vi lært en del mere om Matlab. Det er et stort program, og der er mange afkroge, som man først får kigget på, når man tager det rigtigt i brug.
Stolt underviser: Vores metoder virker
Ilias Esmati, der underviser på IT-teknologuddannelsen, var stolt over de studerendes flotte resultat.
- De studerende går kun på 2. semester og det er først på 3. semester, at de kommer til at arbejde med de emner, som deres konkurrenter har kendskab til. Derfor er det et imponerende resultat. Det er selvfølgelig også dejligt, som underviser, at blive bekræftet i, at de studerende har et højt niveau, og at vores arbejdsmetoder virker.
- Særlig når man tænker på, at de dyster mod studerende fra universitetsuddannelser, der har haft noget længere tid til at arbejde med emnerne. Det viser, at de studerende på kort tid kan sætte sig ind i komplekse emner og løse opgaver, mens de lærer.