Jordbrugs-dimittend vil gøre danskerne klogere på gris i ny podcast
Corona-virus satte en stopper for Jacob Drehns arbejde som formidler for Landsforeningen af Danske Svineproducenter, men nu skal en ny podcast-serie hjælpe ham ud med sit budskab og aflive myter om dansk svineproduktion.
Egentlig skulle Jacob slet ikke lave podcast. Men siden han blev færdiguddannet som professionsbachelor i jordbrug ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole for et år siden har hans arbejde med formidling for Landsforeningen af Danske Svineproducenter været svært, for ikke at sige umuligt pga. corona-virus.
- Egentlig var opgaven at invitere unge mennesker, især studerende på seminarier og journaliststuderende, ud at se grise og opdatere deres viden om moderne svineproduktion. Men desværre lagde covid-19-situation en dæmper på de aktiviteter, forklarer Jacob.
Covid-19 affødte idéen til podcast
Men corona-benspændet skulle vise sig at blive startskuddet til en ny rolle for Jacob, der fik idéen til en podcast-serie med ham selv som vært.
I podcasten, der har fået den passende titel: ”Klog på Gris”, trækker Jacob på sin viden fra professionsbacheloruddannelsen i jordbrug fra UCL og ikke mindst sin egen opvækst på en svineejendom, mens han gør lytterne klogere på dansk svineproduktion og forsøger at aflive nogle af de myter og misforståelser, der findes.
”Hvorfor gør svineproducenterne, som de gør”? ”Hvorfor kastrerer man grisene, og hvorfor kan det være nødvendigt at klippe haler”? ”Og er flæskestegen noget skidt for klimaet, eller er den ikke”?
Det er blot nogle af de emner, som Jacob kommer omkring i sin podcast.
Første afsnit af podcasten ”Klog på Gris” havde premiere den 29. december og du kan høre det hos din sædvanlige podcastudbyder.