Særligt tiltag skal minimere frafald på tekniske uddannelser
Hver tredje studerende med en gymnasial baggrund falder fra på de tekniske, videregående uddannelser, men et fire ugers værkstedsforløb på UCL skal få flere til at gennemføre drømmestudiet.
Studiestart er stadig et par uger væk, men for en lille gruppe studerende er studieåret allerede skudt i gang. De er nemlig en del af det praktiske værkstedsforløb Praktikum, der skal klæde studerende med en gymnasial baggrund bedre på til at gennemføre en teknisk, videregående uddannelse.
Målet med forløbet er at gøre op med en kedelig statistik på de tekniske, videregående uddannelser på UCL og landets øvrige erhvervsakademier, hvor kun hver tredje studerende med en studentereksamen gennemfører. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Praktikum er en god investering
Henrik Kowal er en af underviserne på Praktikum, og han er ikke i tvivl om, at forløbet gør en forskel.
- Det er et rigtig godt tilbud til de studerende, der kommer uden praktisk erfaring. De bliver ikke håndværkere på 4 uger, men de får et godt indblik i, hvad de forskellige håndværk handler om. Mange af dem har jo aldrig holdt en stiksav eller en skruemaskine i hænderne før. Så de får noget erfaring, så kan de snakke med, når de begynder på uddannelsen og måske sidder ved siden af en medstuderende, der er uddannet håndværker. Det har stor værdi, siger Henrik Kowal.
En af de flere end 20 deltagere på dette års værkstedsforløb er Katrine Svendsen, der om et par uger starter på uddannelsen til energiteknolog, og hun er glad for at prøve kræfter med håndværksfagene - også selv om hun skal bruge noget af sin sommerferie på det.
- Det er meget nyt for mig, alt det vi laver. Men jeg synes, at vores underviser tager sig god tid til at forklare os tingene. Vi har arbejdet med træ og isolering, og vi har prøvet at installere rør og el, og i dag skal vi prøve at mure. Det er rigtig godt at lære, for når vi skal ud og have et arbejde senere som energiteknologer, så er det jo rimelig basal viden at have, fortæller Katrine Svendsen, der har en EUX-eksamen.
Dansk Erhverv: Det er godt at udligne niveauet
På energiteknologuddannelsen og andre tekniske uddannelser mødes studerende med forskellige uddannelsesbaggrunde. Derfor kan det være en god idé at forsøge at udligne niveauet inden for både de tekniske discipliner og de boglige, mener Dansk Erhverv.
- Helt overordnet synes vi, at det er en god ide med et praktisk forløb for studenter. Frafaldsstatistikken viser tydeligt, at det er vigtigt at have praktisk forståelse, hvis uddannelsen skal gennemføres. Ligesom det kan være nødvendigt med en teoretisk opdatering for faglærte, der skal ind på en boglig uddannelse, siger Mads Eriksen, der er Uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv.
Forsøgsordning frem til 2021
Forløbet afvikles både på Seebladsgade, hvor de kommende studerende på automationsteknologuddannelsen øver sig i relevante håndværk og på Niels Bohrs Allé, hvor læreruddannelsen lægger lokaler til værkstedsarbejdet for de kommende energiteknologstuderende.
Forløbet er en forsøgsordning i samarbejde mellem landets erhvervsakademier og Uddannelses- og Forskningsministeriet på uddannelserne automations-, drifts- og energiteknologuddannelserne. Det kører over tre år til og med 2021. Men det er håbet, at ordningen kan blive permanent.