UCL skal videreudvikle professionelle læringsfællesskaber i Odenses folkeskoler

A.P. Møller Fonden har bevilget 9 millioner til at kompetenceudvikle det pædagogiske personale på folkeskolerne i Odense.

Dato: 09.03.2022 - Forfatter: Kasper Duus

Over de næste to år skal UCL i samarbejde med folkeskolerne i Odense stå for indsatsen ”Sammen om mangfoldige læringsmiljøer”. Målet er i sidste ende at skabe bedre trivsel og læring for eleverne på kommunens skoler.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med arbejdet sammen med det pædagogiske personale og lederne ude på skolerne. Vi er meget glade for samarbejdet med Odense Kommune, hvor vi i fællesskab har designet et super spændende forløb for alle kommunens skoler, siger Anette Lauridsen, projektleder og pædagogisk konsulent på UCL.

Agenter skal bane vejen

Første skridt er, at der skal uddannes særlige PLF-agenter på alle skolerne. På tværs af skolerne skal agenterne på et kompetenceudviklingsforløb med konsulenter og undervisere fra UCL, hvor de får viden og værktøjer til at understøtte lærere og pædagogers arbejde med læringsfællesskaber ude på skolerne.

Et professionelt læringsfællesskab er en gruppe af pædagogisk personale, som samarbejder om at forbedre deres egen praksis. De skal blive dygtige til at observere egen og kollegers undervisning og samvær med eleverne med henblik på at inkludere alle elever i undervisningen og forbedre læringen. De skal undersøge og afprøve nye former for læring på skolen ved at inddrage elevernes perspektiv, så de føler sig som en del af undervisningen.

Læringsforløb til alle

UCL udvikler i løbet af projektet en række digitale undervisningsforløb – også kaldet læringsobjekter – som stilles til rådighed for hele det pædagogiske personale i Odense. Samtidig vil UCL’s konsulenter i løbet af projektperioden komme ud på skolerne og understøtte arbejdet med de pædagogiske læringsfællesskaber og udviklingen af inkluderende undervisning.

Projektet løber fra august 2022 til 2024 og er støttet med 9 mio. kr. af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond. Projektet bygger videre på erfaringer fra projektet "Inkluderende læringsmiljøer for børn og unge i Odense", som ligeledes var støttet af A.P. Møller Fonden.

 

 

Ditte Frandsen Konsulent