Mød UCL til Folkemødet på Bornholm
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole lægger traditionen tro vejen forbi Folkemødet på Bornholm 13.-16. juni.
På årets Folkemøde sætter vi sammen med de øvrige professionshøjskoler i Danmark en række aktuelle og svære emner og dilemmaer til debat. Det hele foregår i Professionshøjskolernes Strandbar på Kæmpestranden i Allinge.
Er du på folkemødet, håber vi, at du har lyst til at komme forbi og deltage i debatterne. Bliver du hjemme, kan du følge med på Twitter, hvor vi lægger opslag op med hashtags #uddpol, #strandbaren og #fmdk.
UCL-aftryk på bæredygtighed og digitalisering
Om formiddagen fredag den 14. juni løber to debatter af stablen, som har særligt UCL-aftryk, nemlig ”Bæredygtigt ungdomsoprør anno 2019” og ”Digitalisering af sundhedsvæsnet er svaret. Men på hvad?”.
”Bæredygtigt ungdomsoprør anno 2019” giver de studerende ordet i en debat om cirkulær økonomi, verdensmål og bæredygtige forretningsmodeller. I debatten deltager også UCL’s prorektor Jens Mejer Pedersen og repræsentanter for Dansk Erhverv og Fonden for Entreprenørskab.
Arrangør Henriette Vognsgaard fortæller:
- Til eventen møder vi 10 studerende som sætter sig selv i spil gennem fagligheder, perspektiver og passioner – alt sammen med fokus på hvordan fællesskaber og nye forretningsmodeller bidrager til en mere bæredygtig fremtid.
I ”Digitalisering af sundhedsvæsnet er svaret. Men på hvad?” får vi svar på tiltale fra en bred vifte af interessenter, lige fra den sundhedsprofessionelle i frontlinjen, uddannelserne, politikeren, filosoffen og repræsentanter for sygehusene. Vi ser på skærmteknologi som et første skridt i en teknologisk udvikling, som fører til forandringer for både borgere, studerende og medarbejdere. I debatten deltager UCL-rektor Erik Knudsen som repræsentant for TeknologipagtRådet.
Thomas Ahler står bag debatten, som han håber vil kaste lys over de dilemmaer, der uundgåeligt opstår, i forbindelse med at sundhedsprofessioner og borgernes adgang til sundhedsvæsenet digitaliseres:
- Der er en politisk ambition om at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen, der er digital i sit virke og menneskelig i sin natur. Fra et UC-perspektiv er det vigtigt og relevant at få belyst, hvilke konsekvenser en tiltagende digitalisering af sundhedsvæsnet har for vores dimittender og de borgere, de kommer til at skulle samarbejde med i fremtiden.
Debatten faciliteres af UCL’s vicedirektør Carsten Vikkelsøe, som bl.a. har ansvaret for digitalisering.
Kom og bliv klogere, eller gør os klogere på det, du ved noget om. Vi har afsat god tid imellem debatterne til at dykke ned i konkrete spørgsmål og tage afstikkere fra hovedsporet.
Hvem kan du møde på Folkemødet?
UCL’s folkemødehold består af:
- Erik Knudsen, rektor
- Jens Mejer Pedersen, prorektor
- Poul Skov Dahl, vicedirektør, Kompetence- og Organisationsudvikling
- Charlotte Høy Worm, vicedirektør, Pædagogik og Samfund
- Mette Greisen, vicedirektør, Business
- Carsten Vikkelsøe, vicedirektør, HR, Kommunikation og Markedsføring, Digital Forretningsudvikling
- Marianne Gellert Olesen, uddannelseschef, Bioanalytiker, Fysioterapeut og Radiograf
- Kristian Mondrup, innovationschef
- Henriette Vognsgaard, udviklingskonsulent
- Thomas Ahler, udviklingskonsulent
Og de studerende Marek Malach og Kenneth Gustavsson.