Ny indsats: Langeland skal være en mere ”demensvenlig ø”

Mennesker med demens bliver ofte isolerede, fordi samfundet ikke er indrettet, så de stadig kan tage aktivt del i foreningsliv, gå til koncerter eller helt basalt blive boende blandt dem, de kender. Nu indgår forskere fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole et samarbejde med Langeland Kommune, der skal bidrage til at gøre Langeland til en mere ”demensvenlig ø”.

Dato: 10.11.2022 - Forfatter: Winnie Laursen

Det skal være lettere at være menneske med en demensdiagnose, og livet skal ikke sættes på ”hold” fra første dag, man får diagnosen. Det er tanken bag en ny plan, der er ved at tage form.

- Der er en tendens til at dømme folk med demens ude i samme øjeblik, de har fået en demensdiagnose, men de mennesker er her jo i høj grad stadigvæk - bare med nedsat funktion. Vi vil undersøge, hvordan man kan indrette foreningslivet, kulturlivet og hele hverdagslivet, så mennesker med demens kan deltage og ikke være nødt til kun at leve inden for hjemmets fire vægge, siger Hanne Peoples fra UCL Erhversakademi og professionshøjskole, der er ph.d. i sundhedsvidenskab og projektleder på indsatsen.

Glæden i livet skal ikke holde op

I Langeland Kommune er en meget stor del af befolkningen ældre over 65 år. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens udgør mennesker i den aldersgruppe godt 40 procent, hvor det tilsvarende tal i hele Region Syddanmark er 26,5 procent.

Med den store andel af ældre følger også, at en større andel af befolkningen lider af demens, derfor er indsatsen for at skabe gode rammer for mennesker med demens og deres pårørende en oplagt opgave for Langeland Kommune.

- Vi ved jo desværre at mange får demens, men derfor skal glæden i livet ikke holde op, heller ikke for den pårørende, siger Jane Jegind, der er erhvervs-kultur- og turistchef i Langeland Kommune.

Jane Jegind ser blandt andet store muligheder for øens erhvervsdrivende i at melde sig ind i samarbejdet.

Udvidet sæson

- Hvis man eksempelvis inden for hotel- og turisterhvervene udvikler et kvalitetstilbud, der kan tiltrække den her gruppe borgere og deres pårørende med god kundebetjening og omsorgsfuldhed, så er der mulighed for at udvide sæsonen. Så kan man måske tiltrække gæster i en periode, hvor der er ekstra ro og plads, siger Jane Jegind.

Planen om at gøre Langeland mere demensvenlig kan ikke lykkes uden, at lokale aktører spiller med. Det understreger Hanne Peoples fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor man blandt andet uddanner sygeplejersker, ergoterapeuter, pædagoger og også har en række erhvervsuddannelser, der alle arbejder med at forbedre forholdene for mennesker med demens.

- Vi vil gerne arbejde sammen med både erhvervsliv og nogle af de mange frivillige foreninger, der er på Langeland, ligesom vi meget gerne vil inddrage og udnytte den viden mennesker med demens i de tidlige faser og deres pårørende har, siger Hanne Peoples, der før har været involveret i forsknings og udviklingsprojekter i forbindelse med demensby Svendborg.

Penge fra Socialstyrelsen

Projektgruppen vil arrangere borgermøder på Langeland og invitere lokale både fra foreningslivet og erhvervslivet til at tænke med på, hvordan Langeland bliver en mere ”demensvenlig ø”.

- Det kan være med til at nedbryde fordomme, hvis det bliver helt almindeligt at møde mennesker med demens i fitnesscenteret, til en kunstudstilling eller i Brugsen, men det kræver, at rammerne bliver justeret lidt, så man har en chance for at holde fast i et aktivt liv, selvom man lever med demens, siger Hanne Peoples.

Indsatsen, der skal udvikle et mere aktivt medborgerskab for mennesker med demens, bliver støttet af Socialstyrelsen med cirka 1,6 million kroner.