Danske skoleelever skal lege sig til viden om Grønland og Færøerne

Grønland og Færøernes historie, kunst og kultur skal fortælles på en ny og engagerende måde. Derfor er helt frisk materiale med spil, flere omfattende digitale viden- og kildebanker og video-interviews klar til at blive rullet ud til de danske skoleelever.

Dato: 30.05.2022 - Forfatter: Winnie Laursen

Materialet hedder ”Riget i nord”, og det er gratis til rådighed for lærere, der vil bruge det i undervisningen. I kildebanken kan skoleelever få adgang til unikt historisk materiale, som et brev fra missionæren Hans Egede sendt hjem til Danmark fra Grønland, billeder af en forladt vikingebygd eller fotos af britiske soldater på Færøerne under Anden Verdenskrig.

Gods i historien

- Danske børn og unge ved faktisk meget lidt om Grønland og Færøerne, og hvordan Danmark hører sammen med den del af verden i Rigsfællesskabet. Samtidig er der så meget gods i den del af vores historie, som jeg synes er vigtigt, at skolebørnene kender til, siger Jens Aage Poulsen, der er lektor på UCL Erhvervs og Professionshøjskole og sammen med lektor Astrid Danielsen er medforfatter til ”Riget i nord”.

- Vi har forsøgt at forme materialet, så det inviterer skolebørnene til at undersøge og selv tage stilling til historierne i Rigsfællesskabet, for vi kommer ikke udenom, at der er mange forskellige fortællinger og opfattelser af vores fælles historie, siger Lektor Astrid Danielsen.

Med til materialet hører både et brætspil og et dilemmaspil, hvor skolebørnene eksempelvis bliver udfordret på, hvordan de ville agere i den såkaldte ”Klaksvik-strid”, hvor indbyggere på Færøerne i 1955 greb til våben for at forhindre en beslutning truffet af Hjemmestyret og de danske myndigheder om at fjerne en læge på Klaksviks sygehus.

Sætter sig i andres sted

Skoleelever kan også gennem video-interviews møde nutidens unge fra Færøerne og Grønland og høre dem fortælle om deres liv og tanker.

Alt materialet, der er udgivet af Historielab på UCL, der er det nationale videnscenter for historie- og kulturarvsformidling i Danmark, er afprøvet på og udviklet sammen med lærere og elever på fem skoler. Dorthe Vatnamo Madsen, der er dansk og kulturfagslærer på Stokkebæksskolen i Svendborg Kommune har eksempelvis afprøvet dilemmaspillet om ”Klaksvik-striden” med sine 8. klasses elever.

- Det med at sætte sig i en andens sted, det giver meget større og bedre forståelse, end hvis man bare ”får hældt på”. Eleverne levede sig virkeligt ind i de spørgsmål spillet rejste, og jeg oplevede, at nogle elever, der plejer at være lidt stille tog mere aktivt del i undervisningen, siger Dorthe Vatnamo Madsen.

Veje ind i fremtiden

Lars Clausen, der er projektleder på Center for Undervisningsmidler på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, ser frem til at materialet kommer ”ud at arbejde” blandt de danske skoleelever.

-  Det giver eleverne mulighed for at drøfte forskellige veje ind i fremtiden for det grønlandske folk ved at kende landets baggrund og folkets livsvilkår. Og det samme gør sig gældende for materialet fra Færøerne, der også står midt i en samfundsmæssig debat om, hvordan forholdet mellem Færøerne og Danmarks skal se ud fremover, siger Lars Clausen.

 

Materialet, der er blevet til i et samarbejde mellem Historielab og Center for Undervisningsmidler, finder du på hjemmesiden www.rigetinord.com

I juni er der for lærere gratis introduktionskurser til materialet:

  • Brønshøj den 13. juni
  • Odense den 22. juni
  • Jelling den 29. juni