Sundhedsprofessor bliver ny direktør for UCL’s sundhedsområde

Mickael Bech skifter rollen som professor i sundhedsledelse på Aarhus Universitet ud med posten som direktør for området Sundhed hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Dato: 07.11.2019

Mickael Bech har en stærk forskningsfaglig profil. Han er en inspirerende underviser og har et stort netværk indenfor sundhedssektoren. Og så er han en mand med betydelig ledelseserfaring fra uddannelses- og forskningsmiljøer indenfor sundhedsområdet.

Det er blot nogle af de ord tidligere kolleger og samarbejdspartnere knytter til 45-årige Mickael Bech.

Fra årsskiftet bliver han ny direktør for det sundhedsfaglige uddannelses- og forskningsområde på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

- Mickael Bech har et indgående kendskab til sundhedsområdet, og han har opbygget et omfattende netværk med alle relevante aktører i Danmark, siger UCL’s rektor Jens Mejer.

- Vi får derfor med ansættelsen af Mickael Bech et godt afsæt for at byde ind i såvel regionale som nationale dagsordener på sundhedsområdet. Det gælder både i forhold til, hvordan de sundhedsfaglige uddannelses- og forskningsmiljøer kan bidrage til udvikling af velfærdsydelser i Danmark i såvel den primære og sekundære sundhedssektor, siger rektoren.

UCL skal sikre høj kvalitet i sundhedsvæsenet

Mickael Bech kommer fra en stilling som professor i sundhedsledelse på Aarhus Universitet.

Han har mere end 10 års erfaring som top- og mellemleder. Tidligere har han været direktør for VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Derudover tæller CV’et bl.a. også titler som centerleder for COHERE – Centre of Health Economics Research på SDU – og afdelingsleder af en analyseafdeling på Odense Universitetshospital.

- I hele min karriere har min hovedinteresse været uddannelse og forskning primært med fokus på sundhedsområdet, siger Mickael Bech.

- Derfor glæder jeg mig også til, at jeg nu får mulighed for at bidrage til at skabe de rammer, der skal være med til at sikre, at fremtidens sundhedspersonale har den høje kvalitet, der er nødvendig for, at sundhedsvæsenet kan følge med udviklingen, siger han.

Forskning rummer et enormt potentiale for UCL

Mickael Bech bliver leder for 140 ansatte, der repræsenterer uddannelserne til sygeplejersker, fysioterapeut, ergoterapeut, radiograf, bioanalytiker og laborant. Mere end 1000 studerende bliver hvert år optaget på de 6 uddannelser, der har hjemme i Odense, Svendborg og Vejle.

Derudover er Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning også en del af den kommende direktørs område. Netop forskningen er et stort satsningsområde for UCL de kommende år og også et område, der står den nye direktørs hjerte meget nær.

- UCL har stort fokus på at lave praksisnær og anvendelsesorienteret forskning, der skal gøre en forskel for de sundhedsfaglige uddannelser og det omgivende samfund. Det tætte samarbejde vi via forskningen kan lave med hospitaler, kommuner, universiteter og andre sundhedsaktører rummer et enormt potentiale for, at UCL kan være med til at udvikle det danske sundhedsvæsen, siger Mickael Bech.

Mickael Bech overtager direktørposten hos UCL fra Søren William Pedersen, der går på pension fra årsskiftet.