Sygeplejerskeuddannelsen gør ekstra indsats for at mindske frafald

Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle inviterede tirsdag kommende studerende til et ekstra besøg inden studiestart. Et af målene var at mindske frafald blandt nye studerende.

Dato: 26.11.2019

Cirka en ud af 5 studerende springer fra sygeplejerskeuddannelsen i løbet af det første studieår. Det er ikke værre end på andre videregående uddannelser. Men det er alligevel en udfordring, som Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle ser en stor samfundsudfordring i.

- Det er vigtigt at forsøge at minimere frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen i en tid, hvor der er stor efterspørgsel på uddannede sygeplejersker, siger Birgitte Roldsgaard Hansen, uddannelsesleder på Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle.

Derfor inviterede Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle tirsdag 26. november alle de studerende, der er optaget med studiestart i februar 2020 til en snigpremiere på uddannelsen.

- Snigpremieren havde 2 formål. Det ene var at styrke de nye studerendes mulighed for en god start på studiet, da vi tror, det har betydning for, at de gennemfører uddannelsen, siger Birgitte Roldsgaard Hansen.

- Den anden del handlede om, at en del studerende falder fra, fordi de finder ud af, at de har valgt den forkerte uddannelse. Får de den indsigt tidligere, kan vi give deres studieplads til en anden, siger hun.

Sygeplejerskeuddannelsen er en krævende uddannelse

På Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle vurderer man, at det er realistisk at mindske frafaldet fra uddannelsen med 25 procent, hvis man tidligere kan fange de, der ikke vil uddannelsen, så andre kan få deres plads.

- Det kræver meget at tage en sygeplejerskeuddannelse. Den forventningsafstemning skal vi have lavet så tidligt som muligt, siger Birgitte Roldsgaard Hansen.

- Vi ved, at nogle falder fra uddannelsen, fordi de er overraskede over, at niveauet er højere, end de forventede. De er fx overraskede over, at man skal kunne læse engelske tekster og kunne beherske almindelige regneregler sikkert, så man undgår medicineringsfejl, siger hun.

- En del bliver overraskede over, at man har en 40 timers uge, når man læser på sygeplejerskeuddannelsen. Og nogle har et billede af, at det er lettere at tage en professionsbacheloruddannelse end en bachelor på et universitet.

- Men der er et højt akademisk niveau hos os, og samtidig skal man kunne begå sig i praksis, fordi cirka 40 procent af uddannelsen foregår i praktik, siger uddannelseslederen.

Uddannelsesleder: Vi styrker de unges afklaringsproces

Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle gør i forvejen meget for at klæde potentielle ansøgere og kommende studerende på til, hvad uddannelsen kræver, og hvad den kan bruges til.

Uddannelsen inviterer indenfor til åbent hus 2 gange om året. Derudover har Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle samarbejde med flere lokale gymnasier, der betyder, at HF- og gymnasieelever kan komme på besøg på uddannelsen 1-2 dage.

- Den studieforberedende eftermiddag er et ekstra tiltag i forhold til at styrke de unge i deres afklaringsproces. Vi giver dem et sidste indblik inden studiestart i, hvad det kræver at gå på uddannelsen, og hvad man kan bruge den til, siger Birgitte Roldsgaard Hansen.

- Det er ikke, fordi vi vil skræmme folk væk. Men hvis de ikke vil uddannelsen, kan det samfundsøkonomisk have stor værdi, hvis bare et par af dem melder fra i så god tid, at andre kan få deres studieplads, siger hun.