UCL-studerende vinder pris for bedste bachelorprojekt

- Jeg plejer at sige, at jeg er mor, pædagog, politibetjent, privatchauffør og sygeplejerske. Jeg er ikke hustru. Og det har jeg ikke været i over 20 år. Jeg skal bare være til rådighed ligesom en mor ville være.

Ordene kommer fra én af de fire pårørende til en mand med demens, som tre nu tidligere studerende fra UCL’s ergoterapeutuddannelse har interviewet til deres bachelorprojekt.

I skarp konkurrence med ergoterapeutstuderende fra hele landet er de tre kvinder netop blevet tildelt Ergoterapeutforeningens Bachelorpris efterår 2021.

I projektet ”Når demens vender op og ned på hverdagen” undersøger de tre ergoterapeuter, hvordan samlevere til yngre personer med demens oplever deres hverdag, og hvilken indflydelse det har på deres aktivitetsidentitet.

- Som ergoterapeuter har vi meget fokus på hverdagsaktiviteter. Derfor er det spændende at se på, hvordan demens sætter pårørendes hverdag under konstant forandring. Det stiller krav om, at de kontinuerligt skal tilpasse sig nye roller og overtage flere og flere aktiviteter i hverdagen.

- Ud fra vores interview med pårørende beskriver vi tre temaer. Tema 1 er ”Jeg er ikke længere hustru for min mand”. Tema 2 er ”En følelse af ensomhed” og tema 3 ”At skabe sig et frirum”.

Demens påvirker rollerne mellem ægtefæller

- De der nullerbørger de rager mig en papand. Det er der ikke noget at gøre ved. Det kan jeg ikke tage mig af mere. Det er det samme med mad. Jeg har altid godt kunne lide at lave mad. Men der er jeg gået over til de lidt nemmere løsninger.

Sådan lyder et af de sigende citater fra en af de interviewede samlevere til en mand med demens.

- Det er vigtigt, at fagprofessionelle har fokus på, hvordan demens er med til at påvirke den rolleændring, der løbende sker mellem ægtefællerne. I det tema vi har valgt at kalde ”Jeg er ikke længere hustru for min mand” er det tydeligt, at samleverne oplever dét at have en ægtefælle med demens, som at få et barn igen.

- Samleveren overtager flere gøremål i hjemmet, og i takt med det skruer de ned for fritidsaktiviteter. Både deres egne, og dem de havde fælles med deres samlever.

Efterhånden som kvinderne oplever ikke længere at være hustru for deres mand opstår følelsen af ensomhed.

- Det fylder utrolig meget for kvinderne, at de ikke længere er fælles om noget med deres samlever. De mangler den livsledsager, som de har været vant til at være intime med, rejse med, gå til koncerter med eller ud at spise med.

- De oplever også, at deres mænd trækker sig fra fællesskaber med familie og venner. Det gør, at de pårørende også trækker sig og får en følelse af ensomhed.

Ergoterapeuter og andre fagprofessionelle kan gøre en forskel

Ensomheden er med til at påvirke den mentale balance hos de pårørende, viser de undersøgelser Sofie og hendes studiekammerater har lavet i forbindelse med deres bachelorprojekt.

- Flere af samleverne har erkendt, at de skal huske at passe på sig selv og skabe en form for frirum. De pårørende tilpasser sig i hjemmet med nye aktiviteter eller bruger relationer udenfor hjemmet til at blive aflastet. Flere af dem har fundet fred med det.

- Men generelt udtrykker de mangel på hjælp og støtte fra det offentlige system. De føler sig meget alene. De er en overset gruppe, som mangler tilbud for eksempel i form af pårørendegrupper målrettet dem.

- Vi håber, at vores projekt kan være med til at synliggøre, at de samlevendes hverdagsliv og aktivitetsidentitet forandrer sig. Og at det derfor vil være oplagt, at blandt andet den ergoterapeutiske indsats har fokus på meningsfulde aktiviteter for den pårørende alene, men også aktiviteter der kan udføres sammen som par, siger Sofie.

Ergoterapeutforeningens Bachelorpris efterår 2021 går ud over Sofie Rasmussen også til Linea Melin og Julie Eg Andreasen, der ligeledes er uddannet fra UCL’s ergoterapeutuddannelse.