Virtual reality skal ruste sygeplejersker til nyt job

UCL, OUH og Nordfyns Kommune skal være med til at udvikle ny teknologi, der giver sygeplejersker nye muligheder for at lære at lægge en sonde og andre færdigheder. EU-fond bevilger en million kroner til projektet.

Dato: 26.06.2020 - Forfatter: Carsten Pico

Usikkerhed i maven. Du kender sikkert selv fornemmelsen første arbejdsdag på det nye job, fordi der er mange arbejdsgange og procedurer, du skal kunne mestre.

Sådan er det også, når sygeplejersker begynder på en ny sygehusafdeling eller i hjemmeplejen. Uanset om de er nyuddannede eller har en vis erfaring.

En millionsatsning på virtual reality skal nu sikre, at både kommende og nuværende sygeplejersker endnu mere intensivt kan træne sygeplejefærdigheder før og efter de starter i nyt job.

- Den nye mulighed for at øve sig ved hjælp af virtual reality skal gøre sygeplejerskerne mere sikre og trygge, når de står over for en patient, siger Michelle Lyndgaard Nielsen, der er innovationskonsulent og projektleder på Odense Universitetshospitals strategiske innovationssatsning Digital Vision, som VR Trainer er en del af.

- Studerende får ekstra mulighed for at træne specifikke færdigheder i den virtuelle verden, inden de kommer ud. Og den nyansatte sygeplejerske kan genopfriske færdigheder i begyndelsen af sin ansættelse, siger hun.

EU støtter projektet med en million kroner


Den Europæiske Regionalfond har via Welfare Tech bevilget en million kroner til projektet VR Trainer, der er et samarbejde mellem it-virksomheden Wacky Studio, Odense Universitetshospital, Nordfyns Kommune og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

VR Trainer består af et VR-headset, en tablet og software, der kan give brugeren en meget virkelighedsnær oplevelse af fx at skulle lægge en sonde på en patient.

- Vi forventer at kunne gå på markedet i 2021 med en model, hvor sygeplejersker kan øve sig i at lægge sonder, kateter og 3-4 andre af de mest almindelige procedurer, sygeplejersker arbejder med. Efterhånden bygger vi flere procedurer på, siger Christian Nørrelund, co-founder af Wacky Studio.

- Vi vil gerne samarbejde med danske sygehuse, kommuner og sundhedsuddannelser. Men vi ser også et internationalt potentiale i ideen, siger han.

UCL, OUH og Nordfyns Kommune tester VR Trainer

I første omgang skal VR Trainer testes på en gruppe sygeplejersker fra OUH. Efter sommer bliver udstyret også testet på sygeplejerskestuderende hos UCL samt på sygeplejersker fra Nordfyns Kommune. Det skal give input til at videreudvikle konceptet, så det både kan bruges på arbejdspladser og uddannelser.

- Vi ser et stort potentiale i VR Trainer. Også selvom vores studerende allerede har gode muligheder for at øve sygeplejefærdigheder, fordi vi har gode simulationsfaciliteter på uddannelsen, og fordi de studerende er meget i praktik, siger Lena Busch Nielsen, uddannelseschef for Sygeplejerskeuddannelsen i Odense.

- For selvom vores studerende er meget i praktik, kommer de ikke rundt til alle specialerne. Med VR Trainer kan vi iscenesætte en virkelighed, så de kan prøve flere færdigheder af under uddannelsen. Via teknologien får de endnu mere erfaring med færdigheder både inden praktikken, og inden de kommer i job, siger hun.

Målet er, at VR Trainer er klar til at blive sendt på markedet fra midten af 2021.