Sidste punktum: Christoffer fra UCL er nu ph.d.
Christoffer Granhøj Borring har den 1. marts forsvaret sin ph.d.-afhandling.
Efter fire intense, men lærerige år kan Christoffer Granhøj Borring kalde sig ph.d. i tværprofessionelt samarbejde mellem skolen og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
- Det har været en lang proces, men også fed. Man kan sige, en ph.d. er en forskningsuddannelse, så man bliver uddannet til at forske. Og i det ligger der enormt mange læreprocesser, siger Christoffer Granhøj Borring.
- Men det er kæmpestort for mig personligt. Jeg føler mig superprivilegeret over at have fået muligheden for at lave projektet, uddyber han.
Christoffer Granhøj Borring var ph.d.-studerende ved UCL og DPU. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling d. 1. marts i Emdrup.
PPR på skolerne
Helt konkret har Christoffer Granhøj Borring undersøgt, hvordan betingelserne er for et samarbejde mellem lærere, pædagoger og PPR-konsulenter på skolerne.
Han syntes, det var et spændende emne at dykke ned i, da mange PPR-enheder i disse år er i gang med at finde ud af, hvordan man kan udvikle PPR-indsatserne på skolerne, så de bliver mere relevante for lærerne og pædagogerne, og i højere grad rettes mod udviklingen af børns fællesskaber.
- Noget forskning udforsker lærernes og pædagogernes perspektiver på samarbejdet med PPR. Her fremhæves, at lærerne og pædagogerne ofte siger, at PPR-konsulenterne ikke kender til skolens praksisser, forklarer Christoffer Granhøj Borring.
- Skolen og PPR udpeger ofte hinanden som en barriere for samarbejdet, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville forske i samarbejdet, men så faktisk forske i begge parters perspektiver, uddyber han.
Tættere på praksis
Ifølge Christoffer Granhøj Borring dykkede han ned i bevægelserne, som han kalder ”praksisnære samarbejdsformer”, som handler om, hvordan samarbejdet mellem PPR-konsulenterne og PPR-psykologer, pædagogerne og lærerne kan komme tættere på skolens praksisser.
- Mange forvaltninger er nemlig lige nu i gang med at eksperimentere med, hvordan man kan lave indsatser, der er tættere på skolens praksis. Løsningen bliver flere steder at flytte indsatserne tættere på praksis, fordi man i højere grad har fokus på børns fællesskaber, forklarer han.
- Det jeg så viser, er, hvad der er på spil, når man gør det. Der er i virkeligheden mange betingelser, der får betydning for det her samarbejde, uddyber han.
De vigtigste konklusioner
En af Christoffer Granhøj Borrings konklusioner er, at det praksisnære samarbejde ikke kun er noget, der sker ude i klasserne, men faktisk mange andre steder. PPR-konsulenterne skal i deres arbejde fx også samarbejde med skoleledere. De skal samarbejde med andre forvaltninger i forhold til forvaltningsmæssige initiativer om fx forebyggelsesindsatser. Og de skal samarbejde med børne- og ungepsykiatrien.
En anden konklusion er, at det for PPR-konsulenterne er svært at skulle arbejde med børns fællesskaber i klasserne, fordi de tidligere primært har målrettet deres arbejde mod individuelle børn, hvor PPR er kommet ud som eksperter på børns udvikling og problemstillinger i skolen. Derfor er det nye fokus – for PPR – forbundet med en faglig usikkerhed, forklarer han.
Christoffer Granhøj Borring argumenterer også for, at ekspertise bliver distribueret mellem de professionelle i samarbejdet. Når man gør det, kan PPR ikke løse problemstillinger i skolen, forklarer han. I stedet skal problemer håndteres i et samarbejde, hvor parterne bidrager med forskellige former for viden, og hvor skolens professionelle bidrager med viden om skolens hverdagsliv.
