Studiestart og storskrald
22 unge med en drøm om egen virksomhed og gode ideer, der kan kaste penge af sig, er begyndt rejsen på en mark med tonsvis af affald, nærmere bestemt Odense Nord Miljøcenter. De unge er begyndt på UCL-uddannelsen ”innovation og entreprenørskab”, der foregår i et nyt tæt parløb med Odense Renovation.
Det handler om at sætte alle kræfter ind på at finde brugbare svar på svære spørgsmål om, hvordan alt det skrald, vi efterlader, skal håndteres. Samtidigt skal der tænkes forretning.
Det er hovedsporene, når de studerende arbejder med ”Åbent grønt entreprenørskab”, et forløb som lektor og uddannelseskoordinator Jacob Thomsen står i spidsen for.
Unge har mange input at byde på
- Det er jo i samspillet mellem mennesker med de rette kompetencer og ildsjæle, at gode bæredygtige nye virksomheder kan opstå. Og de studerendes ideer får med det her nye samarbejde med Odense Renovation hele tiden et virkelighedstjek, siger lektor Jacob Thomsen fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Og netop det samspil mellem erfaring og nytænkning, er Alberte Amor Hedelund Hansen, der netop er begyndt på studiet, ret vild med.
- Det er en super god ide at koble os studerende med en virksomhed. Det har jo aldrig været mere centralt at prøve at finde løsninger på klimaudfordringer, og jeg tror, vi unge, der nærmest er vokset op med kravet om grøn omstilling, har mange input at byde på, siger den 27-årige studerende.
Kasseret får ny værdi
Allerede i uddannelsens første uge har de studerende været på besøg flere steder hos Odense Renovation.
Blandt andet på fælleslageret kaldet ”Zirkel”, hvor alle efterladte effekter fra genbrugsstationerne bliver samlet med henblik på at få nye ejere og måske blive genbrugt på nye måder.
Her skulle de studerende tage alt, hvad de kunne nå på 10 minutter, og efterfølgende var opgaven at omsætte genbrugshøsten til penge.
- Det handler jo om at give de studerende et blik for, hvad er ressourcer? Og hvis man er opfindsom og foretagsom kan noget, der er kasseret pludselig få ny værdi, siger lektor Jacob Thomsen.
Danmark er blandt de lande i verden, hvor der produceres mest affald per indbygger, og det belaster både miljø, klima og pengepung. Derfor glæder man sig også hos Odense Renovation over samarbejdet med UCL og de studerende.
- I Odense Renovation håber vi, at vi med deling af vores viden om bedre brug af naturressourcer kan inspirere og være med til at sætte skub i nyt iværksætteri, der på sigt kan bidrage til at nedbringe affaldsmængderne og højne den andel af affald, der kan sendes til genanvendelse, siger Peter Schibye, der er cirkulær økonomi-konsulent ved Odense Renovation.
Fra ide til virkelighed
Første september blev de 22 studerende budt velkommen på Odense Nord Miljøcenter, der breder sig over et område svarende til 110 fodboldbaner. Her blev de præsenteret for kæmpestore mængder affald. Noget findes der endnu ikke teknologi til at genanvende, men det meste er der en vej frem for.
- Odense Renovation giver jo nyt liv til det meste, og det er da virkeligt inspirerende. Hvis jeg skal skabe en virksomhed, så får jeg gode redskaber med til, hvordan jeg selv kan udtænke en bæredygtig levevej for min virksomhed, siger Alberte Amor Hedelund Hansen, der selv kommer fra en familie af selvstændige.
På UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har de studerende adgang til faciliteter, der blandt andet kan visualisere projekter og løsninger, eksempelvis et XR-(extended reality) laboratorium, hvor ideer kan afprøves i en virtuel virkelighed.
Pitch og samarbejdsaftaler
Hele forløbet munder ud i et såkaldt pitch, hvor de studerende skal præsentere deres ideer for både Odense Renovation og et økonomikyndigt panel. De skal selvfølgelig blive skarpe på finansieringen af deres ideer.
- jeg regner da med, at de ideer, der bliver udviklet, er så gode, at der opstår både samarbejdsaftaler og investeringsaftaler, siger lektor og uddannelseskoordinator Jacob Thomsen fra UCL.