Meningsfulde fællesskaber starter med inspirerende pædagoger

Ifølge Mikkel Snorre Wilms Boysen, docent ved Professionshøjskolen Absalon, har der været en tendens til, at pædagoger i højere grad er trådt i baggrunden for at lade børnene styre deres egne aktiviteter. Det er i sig selv positivt, men han påpeger, at pædagoger også har en vigtig rolle som inspiratorer. 

Dato: 19.06.2025 - Forfatter: Anne-Kathrine Brorsen Michelsen

"Det er ikke et nulsumsspil. Det er ikke sådan, at jo mere pædagogen er på banen, jo mindre er barnet det. Dygtige pædagoger formår at skabe inspirerende miljøer, hvor de introducerer børnene til nye oplevelser og aktiviteter, som de ellers ikke ville have opsøgt selv," siger han. 

Han fremhæver eksempler som musikpædagogen, der bringer instrumenter ind i fritidstilbuddet, eller naturvejlederen, der tager børnene med ud på eventyr. Disse voksne fungerer ikke blot som vejledere, men som aktive rollemodeller, der viser, hvordan passion og engagement kan skabe udviklende fællesskaber. 

Psykologisk ejerskab: Børn skal være stolte af det, de skaber 

Et centralt begreb i Mikkel Snorre Wilms Boysens forskning er 'psykologisk ejerskab'. Han forklarer, at børn knytter en stor del af deres identitet til de ting, de er med til at skabe. 

"Hvis børn oplever, at det, de laver, har kvalitet og betydning, spejler de sig selv i det. De bliver stolte af deres arbejde, og det styrker deres følelse af tilhørsforhold og selvværd," siger han. 

Derfor opfordrer han til, at pædagoger tænker over, hvordan de kan skabe rum og materialer, der understøtter børns oplevelse af kvalitet. Det kan være ved at sikre gode rammer for drama- og musikaktiviteter eller ved at tage simple skridt som at omdanne et klasselokale til en scene med lys og rekvisitter, så børnene får en følelse af, at det, de laver, har værdi. 

Både børn og pædagoger trives i inspirerende miljøer 

Mikkel Snorre Wilms Boysen understreger, at det ikke kun er børnene, der har gavn af inspirerende miljøer – det har pædagogerne også. 

"Mennesker trives, når de er engagerede og optagede af noget, de brænder for. Hvis pædagoger får mere frihed til at bringe deres egne interesser og kompetencer i spil, kan det øge deres arbejdsglæde og styrke deres relationer til børnene," forklarer han. 

Hans håb er, at deltagerne på Skolefritidskonference 2025 vil tage inspiration med hjem til deres egne institutioner og skabe fællesskaber, hvor både børn og voksne oplever meningsfulde og udviklende aktiviteter. 

Faktaboks: Mikkel Snorre Wilms Boysen 

  • Docent ved Professionshøjskolen Absalon 
  • Leder af forskningsmiljøet 'Bevægelse, kreativitet og æstetik i pædagogisk arbejde' 
  • Har forsket i psykologisk ejerskab og fritidspædagogik 
  • Holder oplæg på Skolefritidskonference 2025 om kvalitet i pædagogiske aktiviteter 

Vil du høre mere om, hvordan meningsfulde aktiviteter kan styrke børns trivsel? Så kan du møde Mikkel Snorre Wilms Boysen på Skolefritidskonference 2025 den 10. september i Odense