Når eleverne har svært ved at komme i gang – og svært ved at stoppe igen

Hvordan planlægger vi vores handlinger, styrer impulser og holder fokus? Det gør vi ved hjælp af vores eksekutive funktioner. Men for nogle elever er de eksekutive funktioner særligt udfordrede i komplekse sammenhæng. Det kan føre til uro, manglende initiativ og gøre det svært at deltage i fællesskabet. 

Dato: 07.08.2025 - Forfatter: Anne-Kathrine Brorsen Michelsen 

"Når elever med f.eks. ADHD eller autisme reagerer uhensigtsmæssigt i undervisningen, handler det ofte ikke om modvilje, men om manglende forudsætninger. De har svært ved at danne mentale billeder og planlægge deres adfærd. Det er det, de eksekutive funktioner hjælper os med." forklarer Thomas M. B. Jensen, psykolog og underviser på kurset Støt elever med ADHD, autisme og andre former for særlige behov i undervisningen.

Ifølge Thomas M. B. Jensen er det især evnen til at forestille sig handlinger og konsekvenser, der halter, når de eksekutive funktioner er svækkede, og det kan skabe udfordringer for den enkelte og omgivelserne, særligt hvis det er i et klasserum.

I stedet for at tolke adfærden som dovenskab eller mangel på motivation, opfordrer han undervisere til at være nysgerrige og støttende.

"Når vi forstår, hvad der ligger bag, kan vi arbejde med struktur, fleksibilitet og tryghed, ikke som kontrol, men som støtte."

Lær at skabe et læringsrum med psykologisk tryghed

Thomas tidligere arbejdet i PPR og undervist både pædagoger, lærere og forældre. I dag arbejder han hos UCL, hvor han bl.a. underviser lærer og pædagoger. Erfaringerne herfra har han brugt i udviklingen af kurset Støt elever med ADHD, autisme og andre former for særlige behov i undervisningen.

"Kurset giver en grundlæggende forståelse af eksekutive funktioner og konkrete bud på, hvordan du som lærer kan strukturere, forudsigeliggøre og støtte elever i hverdagen," siger Thomas M. B. Jensen. Det handler nemlig ikke om at være specialist i diagnoser, men at være specialist i at skabe rammer, hvor flere elever får muligheden for at lykkes på realistiske præmisser.

Du kan tilmelde dig kurset her