Pædagogisk langsommelighed er ikke det samme som langsom pædagogik
Relationer udvikler sig ikke efter en tidsplan. Tillid opbygges over tid. Deltagelse i fællesskaber sker i forskelligt tempo. Og børn udvikler sig sjældent i en lige linje.
Derfor handler pædagogisk langsommelighed ikke om at sænke ambitionerne eller skrue ned for fagligheden. Tværtimod. Det handler om at holde fast i den professionelle viden om, at udvikling tager tid, og at netop den tid er en forudsætning for, at børn og unge kan trives, lære og blive en del af fællesskabet.
"Vi taler ikke om langsom pædagogik. Vi taler om pædagogikkens langsommelighed. Det tager tid at skabe relationer, og det hverken kan eller skal speedes op" slår Anette Bøjgaard Schleicher, lektor ved UCL fast.
Fællesskabet skal invitere ind
De seneste år er der kommet et stærkere fokus på individuelle hensyn i skoler og dagtilbud. Det er ofte nødvendigt, men det må ikke ske på bekostning af fællesskabet.
“En del af løsningen er, at fællesskabet inviterer dem, der står udenfor, ind,” siger Søren Bøjgård Schleicher, lektor ved UC SYD.
Men et inkluderende fællesskab opstår ikke af sig selv. Det kræver, at vi fra de tidlige år hjælper børn med at forstå og møde hinandens forskelligheder, og at vi arbejder bevist med de sociale kompetencer, der gør det muligt at blive en del af fællesskabet:
- Hvordan deltager man i en leg?
- Hvordan byder man sig ind?
- Hvordan inviterer man andre med?
Det er færdigheder, der blandt andet udvikles, når børn leger og er sammen med hinanden. Derfor er det også en vigtig pædagogisk opgave at skabe rum for de fællesskaber, hvor børn kan øve sig i at deltage, tage initiativ og finde deres plads sammen med andre.
Det betyder samtidig, at vi som fagprofessionelle bør være nysgerrige på, om vores løsninger utilsigtet kommer til at forstærke følelsen af at være anderledes.
Hvis ét barn altid sidder alene bag en skærm eller får sine egne særlige løsninger, kan intentionen være god. Men oplevelsen kan blive, at barnet står uden for fællesskabet. Derfor opfordrer Anette og Søren til, at vi tænker inkluderende løsninger, hvor flere børn kan benytte de samme muligheder.
Pædagogisk langsommelighed handler i den sammenhæng om at acceptere, at deltagelse i fællesskaber også skal læres. Det kræver faglige overvejelser, relationer og tid. Ikke alle børn har brug for det samme, men alle børn har brug for at opleve, at de hører til.
Mød fagfolkene bag
Anette Bøjgaard Schleicher er lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor hun underviser inden for pædagogik og læring. Hun har udover en Master i Socialpædagogik, og igangværende med en Master i Trivsels- og ressourcepsykologi, en baggrund som socialpædagog og mange års erfaring med social- og specialpædagogik, undervisning og kompetenceudvikling.
Søren Bøjgård Schleicher er lektor ved UC SYD, Master i specialpædagogik og Master i trivsels- og ressourcepsykologi, og underviser på læreruddannelsen med særligt fokus på specialpædagogik, normalitet, diagnoser og inklusion. Han har mange års erfaring fra både almen- og specialområdet i folkeskolen.
Få mere inspiration
Artiklen bygger på perspektiver fra bogen Diagnoser, adfærd og normalitet af Anette Bøjgaard Schleicher og Søren Bøjgård Schleicher.
