Sådan skaber du aktiviteter, der begejstrer og engagerer børn

Det er vigtigt, at pædagoger aktivt inspirerer børnene gennem egne kompetencer og interesser. Det mener Mikkel Snorre Boysen, docent ved Professionshøjskolen Absalon, og han kommer med tre råd til, hvordan du gør netop det.   

Dato: 17.06.2025 - Forfatter: Anne-Kathrine Brorsen Michelsen 

1. Brug dine egne interesser til at inspirere børnene

Ifølge Mikkel Snorre Wilms Boysen er det afgørende, at pædagoger tør bringe deres egne passioner i spil. "Den bedste inspiration kommer fra voksne, der brænder for det, de laver," siger han. Uanset om det er musik, håndværk eller natur, kan pædagoger bruge deres egne kompetencer til at skabe aktiviteter, der fanger børnenes opmærksomhed og åbner nye verdener for dem.   

2. Skab rammer, der giver børnene en følelse af ejerskab

Når børn oplever, at det, de laver, har kvalitet og betydning, styrker det deres følelse af tilhørsforhold. "Børn bliver stolte af deres arbejde, når de får mulighed for at skabe noget af værdi," forklarer han. Det kan være så simpelt som at skabe en teaterscene med lys og rekvisitter eller at indrette et hjørne af fritidstilbuddet til et værksted, hvor børnene kan udvikle deres egne projekter. 

3. Giv børnene meningsfulde udfordringer

Aktiviteter bør ikke kun være sjove, men også udfordre børnene på en måde, der udvikler deres færdigheder og engagement. "Børn trives, når de bliver præsenteret for aktiviteter, der både er spændende og lærerige," siger han. Det kan være at bygge noget fra bunden, planlægge en optræden eller arbejde sammen om et kreativt projekt, der giver dem en følelse af mestring og fællesskab. 

Du kan møde Mikkel Snorre Wilms Boysen på UCL’s Skolefritidskonference den 10. september 2025 i Odense. Her holder han oplæg om, hvordan I kan skabe fællesskaber, hvor både børn og voksne oplever meningsfulde og udviklende aktiviteter.   

Faktaboks: Mikkel Snorre Wilms Boysen 

  • Docent ved Professionshøjskolen Absalon 
  • Leder af forskningsmiljøet 'Bevægelse, kreativitet og æstetik i pædagogisk arbejde' 
  • Har forsket i psykologisk ejerskab og fritidspædagogik 
  • Holder oplæg på Skolefritidskonference 2025 om kvalitet i pædagogiske aktiviteter