Nyhed: Læs til elinstallatør online på UCL
Der er gode nyheder til dig, der går og overvejer at læse videre til elinstallatør. Efter sommerferien bliver det nemlig muligt at følge undervisningen på elinstallatøruddannelsen og på AU i elinstallation på UCL online.
Igennem det seneste år har meget af undervisningen på elinstallatøruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole foregået online på grund af Corona-epidemien. Det har krævet lidt tilvænning, men som tiden er gået har både undervisere og studerende fået øjnene op for de mange muligheder i online undervisning.
- Vi er blevet rigtig dygtige til at tilrettelægge undervisningen, så den fungerer online, og mange af vores studerende ser det nu faktisk som en fordel ikke at skulle møde op på skolen hver dag. Det giver dem mere fleksibilitet i hverdagen. Derfor gør vi nu online undervisning til et permanent tilbud til dem, der foretrækker det, fortæller underviser på elinstallatøruddannelsen Thomas Krogh Andersen.
Vælg mellem online eller fysisk undervisning fra dag til dag
Den online undervisning tilbydes som et supplement til den ordinære undervisning – både for de studerende, der læser på elinstallatøruddannelsen på fuld tid og for dem, der læser AU i elinstallation ved siden af jobbet.
For dig som studerende betyder det, at du fra holdopstart til september selv kan vælge om du vil møde fysisk op til undervisningen på UCL’s campus i Vejle eller Odense, hvor der er undervisning en til to gange om ugen, eller om du vil følge undervisningen online. Og det tilbud kan være relevant for mange af de studerende, der har en travl hverdag, mener underviser på AU i elinstallation, Hans Kjær Jørgensen.
- Det kan være en stor fordel for de studerende, der fx bor langt væk fra skolen eller har brug for fleksibilitet i hverdagen for at få studie og familieliv til at passe sammen.
Følg undervisningen live
På elinstallatøruddannelsen ligges der stor vægt på samarbejde og erfaringsudveksling. Derfor foregår onlineundervisningen live, så de studerende har mulighed for at tale med deres medstuderende og stille spørgsmål til underviseren.
Onlineundervisningen minder altså meget om ordinær undervisning, men det er samtidig en studieform, der stiller høje krav til den studerens selvstændighed, fortæller Thomas Krog Andersen.
- Det er en særlig disciplin at studere online, og det stiller nogle særlige krav til de studerendes selvdisciplin. Det er et fuldtidsstudie, og det forventes at de studerende logger på, hver gang der er undervisning.
Undervisning på fuldtid eller deltid
Som studerende på UCL har du to muligheder for at blive elinstallatør. Du kan enten vælge at studere på fuld tid på elinstallatøruddannelsen, eller du kan vælge at læse ved siden af jobbet på AU i elinstallation. Uanset dit valg, så bliver den nye undervisningsform med online undervisning en mulighed efter sommerferien.